Aalborg-direktør ærgrer sig over udsigt til ren dansk duel i Champions League
Aalborg Håndbold skal med stor sandsynlighed op imod GOG i ottendedelsfinalerne i Champions League, og det er Aalborg-direktør Jan Larsen noget mellefornøjet med

Jan Larsen og Aalborg Håndbold skal op imod enten GOG eller Dinamo Bukarest i ottendedelsfinalerne i Champions League. Arkivfoto: Torben Hansen
CELJE:Med en 34-31-sejr på udebane over slovenske Celje sikrede Aalborg Håndbold sig onsdag aften femtepladsen i Champions Leagues gruppe B.
Derfor venter der nu to ottendedelsfinaler mod nummer fire fra den modsatte pulje, og efter at GOG onsdag besejrede kroatiske Zagreb, trækker det op til en ren dansk ottendedelsfinale.
Det kan kun forpurres, hvis Dinamo Bukarest torsdag overrasker og tager en sejr i udekampen mod SC Magdeburg. Tyskerne er uanset udfaldet sikker på at blive nummer to og gå direkte videre til kvartfinalerne.
- Jeg tror, at både vi og GOG har det sådan, at det ikke vil være specielt sexet med en ottendedelsfinale mellem os. Hvis vi skal mødes i Champions League, ser jeg da helst, at det bliver ved finalfour i Køln, men skal vi møde dem i ottendedelsfinalen, er det jo sådan. Det er ikke noget, vi kan påvirke.
- Jeg er da også sikker på, at det bliver to brag. At vi og GOG går videre i Champions League, og at Skjern og Skanderborg-Aarhus er videre i European League, fortæller jo også noget om, hvor stærk den danske liga er, siger Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen.
Han lægger ikke den store vægt på, at der er en økonomisk fordel i at møde GOG og dermed slippe for en rejse til Bukarest.
- Det vil selvfølgelig være billigere at komme til Odense, men det fylder ikke så meget. Vi har styr på vores økonomi, og vi glæder os over, at vi for sjette gang i klubbens historie er videre fra gruppespillet i Champions League. Vi vil gerne videre til kvartfinalerne, og uanset om vi skal op imod GOG eller Bukarest, skal vi møde et dygtigt hold, så vi skal ramme vores topniveau, siger Jan Larsen.
I onsdagens sejr over Celje kunne Aalborg-direktøren blandt andet se, at Aron Pálmarsson ligner en spiller, der er ved at gøre klar til de afgørende kampe i Champions League. Islændingen scorede 10 gange i sejren i Slovenien.
- Aron virker på mange måder afklaret og topmotiveret. Alle ved godt, at den her kamp ikke var den sværeste, vi kommer ud for, men han har spillet fremragende i en længere periode. Aron vil give sin højre arm for at slutte fantastisk i Aalborg, og så kan han passende spille som i aften, for så bliver det rigtig godt i resten af sæsonen, siger Jan Larsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.