Aalborg fik revanche over høgene: Men der skulle overtid til
Pirates fik reddet lidt af æren på hjemmebane efter tirsdagens nederlag i Frederikshavn
Opdateret 20. maj 2022 kl. 15:03
ISHOCKEY: Frederikshavn drillede endnu engang lokalrivalerne fra Aalborg Pirates, da de onsdag stødte sammen i det andet af de to traditionsrige nytårsopgør på isen.
Efter tirsdagens sejr trak Frederikshavn denne aften kampen i overtid, hvor Aalborg Pirates hentede sejren på et mål af Kirill Kabanov. Og dermed endte kampen 2-1 til hjemmeholdet.
Se stort galleri i bunden af artiklen.
Frederikshavn stod endnu engang fremragende i defensiven, og først efter 36 og et halvt minut måtte Mathias Seldrup kapitulere i høgeburet. Det var en kamp, der endnu engang var totalt domineret af piraterne, men slet ikke med den mængde af gode tilbud, som de havde i det omvendte opgør.
Ikke overraskende lagde Aalborg-mandskabet lige så hårdt ud som i tirsdagens nederlag, men spillerne kan måske allerede have fået en lille fornemmelse af deja-vu, da Kirill Kabanov efter få sekunder sendte et brag af et slagskud af sted, som Mathias Seldrup i høgeburet havde svært ved at se, men keeperen lavede alligevel en flot parade.
Næsten fem minutter inde i perioden var det Jeppe Jul Korsgaard, der forsøgte sig fra blue line. Seldrup fik blokeret i første omgang, men pucken lå løs og gav igen en chance, som holdet fik blokeret.
Frederikshavn fortsatte gameplanen fra tirsdag med fokus på defensiv og ekstremt hårdt arbejde og første skud på mål kom først efter syv minutter, da piraternes Josh MacDonald sad i straffeboksen. Her kom faktisk flere gode forsøg, men George Sørensen havde også noget at revanchere sig for efter at have lukket fem mål ind på 11 skud i tirsdagens opgør, og han diskede op med to gode redninger, så Aalborg overlevede i boxplay.
Herefter fik piraterne igen etableret alle fem spillere i White Hawks-zonen i et to minutter langt angreb uden pausen - største chance gik til Sebastian Bergholt, der spillet helt fri foran kassen, men han skød lige på Seldrup.
Så fik høgene igen powerplay og med det et par gode styringer af Lucas Andersen, der tog plads foran George Sørensen, men heller ikke her blev der scoret.
Perioden sluttede med det tredje powerplay til Frederikshavn efter et late hit fra Josh MacDonald, men heller ikke her blev der scoret, og efter første periode var det altså målløst.
Og på dette tidspunkt kan man jo sige, at Frederikshavns plan var lykkedes igennem fire perioder, så stilen fortsatte i anden periode. Aalborg med pucken konstant, men svært ved at blive farlige. Lasse Bo Knudsen havde det første gode forsøg, men forbi mål efter tre minutter.
Fem minutter inde i perioden fik piraterne deres første powerplay efter en udvisning til Radim Piroutek, men overtalsspillet kom slet ikke i gang, og det blev ikke til et eneste farligt forsøg.
Så fik Frederikshavn en lidt bedre periode anført af et par gode løb med pucken af Jesper Jensen, men halvvejs i opgøret var der stadig ikke scoret.
Hernæst var det piraternes Jeppe Jul Korsgaard, der fik en god mulighed, da han opsnappede en returpuck, men blev generet så meget, at han skød forbi mål.
En hooking-kendelse til Lucas Andersen gav et nyt powerplay til hjemmeholdet. Denne gang blev spillet sat bedre sammen, men igen tog Seldrup godt fra. I stedet var Gorm Topholt lige ved at få et break away den anden vej, da han erobrede pucken på blue line, men Aalborg fik ham stoppet.
Også Lucas Andersen fra White Hawks fik et forsøg mod periodens slutning, men George Sørensen strakte staven ud i fuld længde og parerede.
Og så fik piraterne endelig hul på bylden. Jonas Jacobsen tog pucken i et godt raid i højresiden, og fandt Victor Panelin-Bórg, der kunne score kampens første mål.
Piraterne pressede fortsat på i tredje periode, men Seldrup fortsatte også med at tage fra - lige meget om han stod, sad eller lå foran mål, havde han en magisk evne til at få tilranet sig pucken.
Men Frederikshavn viste sig igen dundrende effektive. Efter et godt Aalborg-forsøg fik høgene hurtigt sendt pucken den modsatte vej, og Jesper Jensen fik liggende sendt den videre til Nikolaj Krag Christensen, der flot udmanøvrerede Georg Sørensen og sendte udligningen i nettet.
Frederikshavnerne har over begge kampe været ekstremt direkte, når de endelig har fået kontrol over pucken, og det gav altså endnu engang resultat.
Med ni minutter igen viste gæsterne igen det direkte spil. Erobring i egen zone, pasning til Jesper Jensen på blue line og en hurtig puck bagud til Lucas Andersen, men denne gang var Sørensen på plads.
Aalborg havde herefter et par fine tilbud, men igen var Frederikshavn ved at slå til på en kontra. Denne gang tomåls-skytten Mathias Mølgaard fra tirsdagens kamp, der fik et break away, men afsluttede lige på keeperen.
Med 30 sekunder igen fik Jeppe Jul Korsgaard en stor chance for at afgøre kampen, da en løs puck dumpede ned foran ham midt for mål - men selvfølgelig stod Seldrup i vejen.
Hermed skulle kampen i overtid, hvor Aalborg fik det første store tilbud til Sebastian Bergholt, men han skød langt over mål. Hernæst var det Martin Højbjerg, der fandt Kirill Kabanov efter en god puck-erobring, men han blev stoppet tæt under mål.
Så fik Jesper Jensen en dobbeltchance i den anden ende, hvor George Sørensen måtte bruge hele kroppens længde. Men til sidst lykkedes det Aalborg at sikre sejren og de to point, da Kirill Kabanov satte pucken ind ved nærmeste hjørne.
Aalborg kan dog på ingen måde være tilfredse med kun to point over to kampe, hvor de har haft pucken så meget, mens Frederikshavn kan gå på nytårsbreak med god samvittighed.