Aalborg forlænger kontrakten med profil – kan blive klubbens mest scorende

Håvard Tvedten skal til at kigge sig over skulderen i Aalborgs rekordbøger

Buster Juul forlænger opholdet i Aalborg Håndbold. Foto: Lars Pauli

Buster Juul forlænger opholdet i Aalborg Håndbold. Foto: Lars Pauli

En kulturbærer og publikumsfavorit forlænger opholdet.

Sådan fremlægger Aalborg Håndbold, at klubben netop er blevet enig med fløj-profilen Buster Juul om en kontraktforlængelse, der løber til sommeren 2022.

Dermed kan Buster Juul se frem til minimum at få ni år i klubben, efter han kom til i 2013.

Forlængelse giver anledning til glæde hos direktør Jan Larsen.

- Buster er en utrolig dygtig spiller, og han har gennem årene udviklet sig til at være en af de allerbedste på sin position i HTH Herreligaen. Gennem sine mange år i klubben og sin fantastiske personlighed er han også gået hen og blevet en kulturbærer, og han udfylder derfor også en vigtig rolle i omklædningsrummet og til træning. På alle måder er jeg derfor rigtig glad for, at Buster fortsat skal være en del af Aalborg Håndbold, siger Jan Larsen i en pressemeddelelse.

Skal jagte legende

Buster Juul har med kontraktforlængelsen givet sig selv muligheden for at skrive historie i Aalborg Håndbold.

Lige nu er han nemlig på lige under 300 kampe og 900 mål i Aalborg-trøjen, og det er kun overgået af den norske legende Håvard Tvedten.

- Min tid i Aalborg Håndbold har budt på mange fantastiske oplevelser, men jeg er stadig meget sulten og topmotiveret for at opnå flere store resultater. Klubben og de mange trofaste fans betyder noget helt særligt for mig, og jeg glæder mig til fortsat at være en del af det hele og kæmpe med i toppen af dansk håndbold såvel som på den internationale scene, siger Buster Juul om kontraktforlængelsen.

Næste opgave for Buster Juul og resten af Aalborg-holdet er 18. april, når Skjern gæster Nordjylland. Efter den kamp venter et opgør i Holstebro, før Aalborg Håndbold tager hul på kvartfinaleopgørene i Champions League mod danskerklubben Flensburg-Handewitt.

- Jeg vil ikke love, at der kommer flere spillere, men vi må lige se tiden an. Det er dog klart, at vi med den nuværende trupsammensætning til næste sæson ikke kommer til at præsentere fire spillere yderligere, siger Jan Larsen.

Det ligger fast, at Aalborg Håndbold siger farvel til Mark Strandgaard, der endnu ikke har meldt ud, hvor han skal spille. Mads Christiansen skifter til Fredericia, mens Magnus Saugstrup skal til Magdeburg.

Ind kommer Martin Larsen fra Leipzig, Jesper Nielsen fra Rhein-Neckar Löwen og Kristian Bjørnsen fra Wetzlar.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.