Aalborg Håndbold

Aalborg Håndbold afværgede comeback og vandt i Skjern

Aalborg Håndbold formøblede en stor føring i Skjern, men fik alligevel de to point med hjem

Magnus Saugstrup og holdkammeraterne hentede en vigtig sejr i Skjern. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Magnus Saugstrup og holdkammeraterne hentede en vigtig sejr i Skjern. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold trak yderligere fra i toppen af Primo Tours Ligaen, da det onsdag aften blev til en udesejr på 30-28 over forrige sæsons danske mestre fra Skjern Håndbold.

Undervejs lignede det endda en væsentlig mere overbevisende sejr til nordjyderne, men i kampens slutfase blev det unødigt spændende.

Det begyndte hæsblæsende og tæt i Skjern Bank Arena, men godt midtvejs i første halvleg trak Aalborg Håndbold lidt fra.

De to hold havde fulgtes pænt ad, men med tre mål i træk etablerede gæsterne en firemålsføring efter 22 minutters, da Janus Smarason gjorde det til 13-9.

Skjern svarede udmærket igen, men Aalborg Håndbold havde ikke de store problemer med at spille sig til store chancer mod Skjern-forsvaret, og med en scoring i første halvlegs sidste sekund sørgede Benjamin Jakobsen for, at Aalborg Håndbold kunne gå til pause foran 18-15.

Straks fra anden halvlegs start satte gæsterne sig dog endnu tungere på begivenhederne. En meget stærk defensiv og gode redninger fra Kristian Sæverås i målet gav flere nemme mål på kontra, og fem minutter inde i anden halvleg var Aalborg Håndbolds føring øget til 21-15.

Faktisk skulle der gå mere end 11 minutter af anden halvleg, inden Skjern fik scoret første gang, og den scoringspause havde gæsterne udnyttet til at øge føringen yderligere, så da Skjern endelig fik prikket hul på bylden, var det en reducering til 16-23.

Alligevel lykkedes det hjemmeholdet at bringe spænding tilbage i opgøret. Spildprocenten hos Aalborg Håndbold blev større, mens Skjern til gengæld fik væsentlig nemmere ved at komme til scoringer, så med små otte minutter tilbage kunne Kasper Søndergaard reducere til 24-27.

Da Aalborg Håndbolds Buster Juul umiddelbart herefter brændte et straffekast, kunne publikum i Skjern Bank Arena for alvor fornemme, at et stort comeback var under opsejling.

Aalborg Håndbolds føring blev også reduceret til ét mål, men da Skjern fik chancen for at komme helt op på omgangshøjde, trådte Kristian Sæverås i karakter med en vigtig redning, og så lykkedes det alligevel gæsterne at køre sejren hjem.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst