Aalborg Håndbold

Aalborg Håndbold havde helt styr på gamle rivaler

Trods skidt afslutning fik Kolding bøllebank af Aalborg-hold i topform

Kristian æverås gav Aalborg en god start med nogle hurtige redninger. Arkivfoto: Claus Søndberg

Kristian æverås gav Aalborg en god start med nogle hurtige redninger. Arkivfoto: Claus Søndberg

HÅNDBOLD:Der var engang, hvor der ofte stod KIF Kolding på den ene side og Aalborg eller AaB Håndbold på den anden side, når kampen om det danske mesterskab skulle afgøres.

Sådan bliver det i hvert fald ikke i år - og det er ikke, fordi Aalborg Håndbold har problemer.

Onsdag aften havde de fuldstændig kontrol over de gamle rivaler, der i denne sæson lever en tilværelse nederst i den bedste danske række. Slutcifrene blev 32-29.

Allerede efter knap halvdelen af første halvleg var kampen egentlig afgjort. Aalborg Håndbold bragte sig foran med 9-2 på den anden scoring på stribe af Buster Juul, og trods to time-outs i første halvleg, så kunne Kolding-træner Ulf Sivertsson ikke rigtigt stille noget op imod den nordjyske overmagt.

Aalborg Håndbold udbyggede flot føringen på vej mod pausefløjtet, hvor man var foran med ni scoringer ved stillingen 17-8.

Kort inde i anden halvleg kunne Benjamin Jakobsen bringe Aalborg Håndbold foran med 21-10, og var der enkelte optimistiske Kolding-fans, der stadig troede på et comeback, så måtte selv de efterhånden erkende, at sådan skulle det ikke blive.

Kolding fik lukket lidt af hullet og kom tættest på ved stillingen 24-18 til nordjyderne, inden Aalborg Håndbold igen trak fra. Kolding kom igen tættere på i de sidste minutter ved stillingen 32-28, men spændende blev afslutningen aldrig.

Sejren betyder, at Aalborg Håndbold bevarer sit forspring på hele seks point ned til de nærmeste forfølgere i Primo Tours Ligaen, hvor Aalborg har 25 point, mens TTH Holstebro og Skjern følger efter med 19 point.

Allerede lørdag skal Aalborg Håndbold i aktion igen, når GOG kommer på besøg i Jutlander Bank Arena, og derefter mangler blot tre kampe, inden holdet kan gå på en tiltrængt julepause efter en efterårssæson, der har budt på 29 kampe siden 23. august, hvor holdet indledte med at slå Kolding på udebane i Santander Cuppen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst