Aalborg Håndbold henter Champions League-topscorer
Det er en særdeles målfarlig mand, som fra sommer skal tørne ud for de danske mestre

Aalborg Håndbold har skrevet kontrakt med Aleks Vlah. Foto: Aalborg Håndbold
AALBORG:Aalborg Håndbold henter til sommer en markant forstærkning til truppen i form af den nuværende Champions League-topscorer Aleks Vlah.
25-årige Vlah, der kommer fra Slovenien, spiller primært som playmaker.
- Jeg har fulgt Aleks i flere år, og han gjorde sig særdeles bemærket med syv scoringer, da vi mødte Celje i Sparekassen Danmark Arena tidligere på sæsonen. Han er en spændende spiller og er allerede en af frontfigurerne på det slovenske landshold, hvilket også vidner om hans mange kvaliteter. Jeg er derfor stolt over, at det er lykkes os at hente ham til Aalborg, udtaler direktør Jan Larsen i en pressemeddelelse.
Han skifter til Aalborg på en tre-årig aftale fra slovenske RK Celje, som han så sent som torsdag aften var i kamp for i Champions League. På udebane var Vlahs syv mål en stor faktor i, at Celje slog franske Nantes med 32-31.
- Jeg synes, Aalborg Håndbold er en virkelig spændende klub, og jeg ser frem til de nye udfordringer efter sommerferien. Det er altid fedt at være på besøg i Aalborg som udehold, hvor der er fulde huse og tryk på fra de mange håndboldglade fans, og jeg glæder mig til at starte, udtaler Aleks Vlah.
Vlah var også en del af det slovenske landshold, der deltog ved VM i januar. Her scorede han 31 mål for Slovenien, som røg ud i mellemrunden.
Han har tidligere spillet for de kroatiske mestre fra HC PPD Zagreb.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.