Aalborg Håndbold

Aalborg Håndbold kan ane semifinalerne: Nu er profil også snart klar

René Antonsen har været tilbage på Aalborg Håndbolds holdkort uden at komme i kamp, men nu skal de næste 14 dage bruges til at få ham gjort helt klar

René Antonsen (yderst til højre) har været på holdkortet i de to seneste kampe, men uden at komme på banen. Arkivfoto: Henrik Bo

René Antonsen (yderst til højre) har været på holdkortet i de to seneste kampe, men uden at komme på banen. Arkivfoto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:Med 30-26-sejr ude over TTH Holstebro spillede Aalborg Håndbold sig onsdag aften et stort skridt tættere på en plads i DM-semifinalerne.

Sejren sendte Aalborg Håndbold til tops i slutspilspuljen, og med to sejre i de tre sidste kampe mod Skjern, Skanderborg og TTH Holstebro er semifinalepladsen med sikkerhed hjemme.

- Vi har helt afgjort givet os selv gode betingelser. Efter nederlaget i vores første kamp i Skanderborg vidste vi godt, at vi skulle ud at finde et stort resultat, og det synes jeg, at vi fik gjort her. Især med måden, vi gjorde det på, for vi fik kontrolleret kampen og spillet den på vores præmisser, siger Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen.

Næste opgave er først 5. maj ude mod Skjern, og Aalborg Håndbold-træneren glæder sig over, at der nu venter 14 dages kamppause inden en afgørende fase, hvor de danske mestre også skal ud i to kvartfinaler i Champions League mod Flensburg-Handewitt.

- Jeg er superglad for de her 14 dage, og jeg må også rose lederteamet på landsholdet for, at de blandt andre lige giver Møllgaard (Henrik Møllgaard, red.) et pusterum nu. Det trænger han til, og han får nu mulighed for at komme sig helt over de småskavanker, han løber rundt med, siger Stefan Madsen.

Når Aalborg Håndbold skal i aktion igen, kan det også blive med René Antonsen på banen. Anføreren har efter godt en måneds skadespause været på holdkortet i de to seneste kampe, men uden at komme på banen.

- Han er ikke helt klar endnu, men vi håber, at vi kan bruge de næste 14 dage på at gøre ham klar. Han har været med, fordi han er vigtig for gruppen i forhold til energien og, hvad vi skal forvente af hinanden, siger Stefan Madsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.