Aalborg Håndbold kollapser og taber til BSH
Aalborg Håndbold førte med otte mål ved pausen, men endte med at tabe 30-36 til Bjerringbro-Silkeborg.

Bjerringbro-Silkeborg vs. Aalborg Håndbold, 2. finalekamp Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Første og anden halvleg var som nat og dag, da Aalborg Håndbold lørdag tog imod Bjerringbro-Silkeborg (BSH) i herrernes liga.
I de første 30 minutter dominerede Aalborg, men i anden halvleg faldt de forsvarende danske mestre, som i sidste sæsons DM-finale slog BSH, helt sammen.
Gæsterne var flyvende, og BSH endte med at tage en sejr på 36-30 efter at have været bagud med otte mål ved pausen.
Aalborg sakker med nederlaget bagud i toppen af tabellen. Her fører GOG, som har 31 point, nu med seks point ned til Aalborg efter en sejr på 35-26 over KIF Kolding lørdag.
Bjerringbro-Silkeborg har 19 point på fjerdepladsen. Fredericia har samme antal på femtepladsen efter et nederlag til TMS Ringsted lørdag på 31-33.
Aalborg så ud til næsten at have afgjort kampen mod BSH allerede efter de første 30 minutter. Her førte Stefan Madsens mandskab 21-13 efter en første halvleg, hvor det nordjyske hold efter en nogenlunde jævnbyrdig indledning trak fra frem mod pausen.
Efter et kvarter stod der 9-6, og så tog Aalborg fat. BSH havde især svært ved at holde styr på Lukas Sandell, Kristian Bjørnsen og Felix Claar. Den svensk-norske trio stod i første halvleg for 15 af Aalborgs mål.
Men i anden halvleg blev kampen vendt på hovedet. Aalborg famlede, og BSH nærmede sig langsomt. Efter ti minutter var der lighed på måltavlen for første gang siden 2-2.
Intet virkede for Aalborg, der i det efterfølgende BSH-angreb kom bagud 23-24. Lidt efter måtte Stefan Madsen tage sin anden timeout i anden halvleg.
Men lige lidt hjalp det. Hjemmeholdet var nærmest gået i stå. Med et kvarter tilbage brød Felix Claar en ti minutter lang nordjysk måltørke, da han reducerede til 24-28.
Det blev dog ikke starten på et comeback. BSH fortsatte det gode spil, og de frustrerede Aalborg-spillere virkede mere og mere opgivende.
Med fem minutter tilbage stod der 34-28, og så var der ikke meget spænding om udfaldet.
Tidligere lørdag vandt TTH Holstebro 29-27 over Lemvig-Thyborøn, mens også Skanderborg Aarhus sejrede. Ribe-Esbjerg blev slået 29-26.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.