Aalborg Håndbold

Så gik den ikke længere: Første nederlag til Aalborg Håndbold

Bjerringbro-Silkeborg blev fortjent det første hold, som slog de danske mestre i denne sæson

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD:Efter 15 kampe som ubesejret sluttede stimen lørdag eftermiddag for Aalborg Håndbold, da Bjerringbro-Silkeborg hjemme i Jysk Arena vandt med 26-24.

Aalborgenserne havde det vanskeligt i flere facetter af spillet. Særligt offensiven havde det svært i det opbyggende spil, mens hverken Simon Gade eller Mikael Aggefors nåede deres topniveau.

Det var da også den aalborgensiske offensiv, som i starten havde svært ved at spille sig gennem BSH-forsvaret. Det gjorde, at hjemmeholdet kunne sikre sig et forspring på to mål fra kampens begyndelse.

Der skulle gå over fem minutter, før norske Sebastian Barthold sendte det første Aalborg-mål i kassen. Dermed var afstanden reduceret til ét mål.

Aalborg fortsatte med at halte efter til midtvejs i første halvleg. Mads Christiansen sikrede kontakt med sin scoring til 5-5. Selvsamme Christiansen kunne også sikre gæsternes første føring, da Johan Sjöstrand i BSH-målet lige præcis ikke kunne holde skuddet fra at gå ind.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Halvlegen bølgede herfra frem og tilbage med skiftende føringer, men med fem minutter til pause trak Aalborg Håndbold for første gang lidt fra. Jonas Samuelsson var i denne periode skarp på kontraspillet, og han sendte sit hold foran med 12-10.

Men Bjerringbro-Silkeborgs Sebastian Skube var ivrig efter at holde kontakten til topholdet, og han fik da også med sin tredje scoring endnu engang bragt balance i regnskabet.

Aalborg havde muligheden for at føre med en enkelt til pause, men Nikolaj Læsø forspildte den chance. Det troede alle i hallen i hvert fald, før en årvågen nordmand slog til. Sebastian Barthold fik mod to modspillere fat i bolden i BSH-feltet og kunne score på returen til pausestillingen 14-15.

Cheftræner for Aalborg Håndbold, Stefan Madsen, havde efter pausen skiftet ud i målet. Simon Gade kom på banen i stedet for Mikael Aggefors, der havde stået med en redningsprocent på 30.

Simon Gade fik en forrygende start i målet, da han på første angreb snuppede et straffekast. Og derfor kunne Aalborg i det efterfølgende angreb endnu engang bringe sig foran med to mål.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Simon Gade kunne dog ikke fastholde den gode start i målet, Aalborgs offensive spil haltede igen, og Johan Sjöstrand stod knivskarpt i målet.

Alt dette gjorde, at Bjerringbro-Silkeborg var tilbage i førertrøjen otte minutter inde i anden halvleg, da René Toft Hansen fra stregen scorede til 18-17.

Kampen balancerede gennem anden halvleg på en knivsæg. Begge hold havde chancerne for at trække fra, men Aalborg var uskarpe i offensiven, mens flere tekniske fejl fra hjemmeholdet gjorde, at det med 10 minutter tilbage stadig var helt lige ved 21-21.

Værterne trak fra i slutfasen og bragte sig foran med 24-22. En føring som med fem minutter tilbage blev øget til tre. Dermed skulle Aalborg Håndbold levere noget af et comeback for at afværge det førstenederlag i sæsonen.

Det var Aalborg aldrig tæt på, og derfor kunne Bjerringbro-Silkeborg fortjent smide armene i vejret efter 60 minutter håndbold.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.