Aalborg Håndbold-profil nærmer sig comeback

Buster Juul har været ude med en knæskade siden september, men fløjspilleren får måske spilletid i to testkampe i januar

Buster Juul (tv.) har længe måttet nøjes med en rolle som tilskuer, men nu lysner det for fløjspilleren. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Buster Juul (tv.) har længe måttet nøjes med en rolle som tilskuer, men nu lysner det for fløjspilleren. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:Aalborg Håndbold tog mandag hul på forberedelserne frem mod anden halvdel af sæsonen, men det var en noget decimeret trup, som cheftræner Stefan Madsen kunne kalde sammen.

Mikkel Hansen, Mads Hoxer, Henrik Møllgaard, Felix Claar, Lukas Sandell, Kristian Bjørnsen, Sebastian Barthold og Aron Pálmarsson er alle samlet med deres respektive landshold, der senere på ugen tager hul på VM i Sverige og Polen, og dertil kommer, at assistenttræner Arnór Atlason i sit andet job som U21-landstræner for Danmark også har lagt beslag på Victor Kløve og Christian Termansen.

- Det betyder selvfølgelig, at vi ikke kan lave så meget taktisk træning, men det er heller ikke vores fokus i øjeblikket. Vi kan lave en masse løb og styrketræning med de spillere, der er tilbage, og det gør, at vi har en mulighed for at indhente noget af det, vi ikke har mulighed for at lave i løbet af sæsonen, når vi spiller så mange kampe, fortæller Stefan Madsen.

Den mere end månedlange periode uden betydende kampe kan måske også medføre, at Aalborg Håndbold vender tilbage i en forstærket udgave, når det i februar går løs igen. En knæskade har holdt Buster Juul ude siden september, men nu lysner det for fløjspilleren, der er noteret for flest kampe i Aalborg Håndbolds historie.

- Buster har heldigvis responderet rigtig godt på de ting, vi har præsenteret ham for i det seneste stykke tid, og han har trænet med både i dag og i går, konstaterer Stefan Madsen.

Det betyder, at rekordholderen måske får spilletid, når Aalborg Håndbold 23. og 26. januar spiller to testkampe mod henholdsvis Elitesport Vendsyssel og HC Midtjylland.

- Det håber jeg helt vildt på, men nogle gange bliver man måske også for optimistisk, når det går godt. Vi må se, hvordan det går i de næste uger, men det er min forhåbning, at han kan spille lidt, siger Stefan Madsen.

De to testkampe bliver også med deltagelse af Victor Kløve og Christian Termansen, der til den tid er hjemvendt fra samlingen med U21-landsholdet.

- De kampe er jo en gylden mulighed for Kløve og Termansen til at få noget spilletid. Jeg håber også, at vi får set noget til en anden ung bagspiller i form af Marinus Munk, ligesom nogle stykker fra U19-gruppen også får en mulighed for at vise sig godt frem. Den håber jeg selvfølgelig, at de vil gribe, siger Stefan Madsen.

Længere udsigter er der for Martin Larsen, der for lidt over et år siden blev ramt af karrierens tredje korsbåndsskade.

- Martin er præcis, hvor han skal være. Vi lavede en styrketest i går, og det så fint ud, men der går nok et par måneder endnu, inden han er kampklar, uden at jeg kan sætte en præcis dato på, siger Stefan Madsen.

Aalborg Håndbold-træneren glæder sig i øvrigt over, at der går en uge fra VM-finalen, til HTH Herreligaen genoptages 4. februar med en topkamp på hjemmebane mod GOG.

- Det er jeg rigtig glad for, og jeg håber heller ikke, at det er tilfældigt, men fordi der er blevet lyttet, når vi tidligere har appelleret til at tænke på spillerne efter en slutrunde, siger Stefan Madsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.