Aalborg Håndbold slog slovenere og kom nærmere Champions League-duel mod GOG
Aalborg Håndbold sikrede sig femtepladsen i Champions Leagues gruppespil med en sejr over slovenske Celje

Aron Pálmarsson havde en god aften i Celje. Arkivfoto: Lars Pauli
CELJE:Aalborg Håndbold sikrede sig onsdag aften femtepladsen i Champions Leagues gruppe B, da det blev til en 34-31-sejr på udebane over slovenske Celje i gruppespillets sidste runde.
Det udfald betyder, at der er gode muligheder for, at Aalborg Håndbold skal op imod landsmændene fra GOG i ottendedelsfinalerne.
Det bliver dog først endeligt afgjort torsdag aften, hvor rumænske Dinamo Bukarest gæster tyske Magdeburg. Får GOG, der senere onsdag aften tager imod Zagreb, flere point end Dinamo Bukarest i sidste runde, bliver fynboerne Aalborgs modstander i ottendedelsfinalerne.
Sikkert er det, at Aalborg får hjemmebane i den første ottendedelsfinale, der spilles enten 22. eller 23. marts, mens der er returkamp en uge senere.
Celje - Aalborg Håndbold 31-34 (15-19)
- Håndbold, Champions League, herrer
- Stillinger undervejs: 3-4, 5-9, 7-12, 11-16, 15-19 (pausestilling), 18-23, 20-25, 22-28, 25-30, 28-33
- Topscorere, Celje: Ante Ivankovic 5, Gal Marguc 5 og Aleks Vlah 5
- Mål, Aalborg Håndbold: Aron Pálmarsson 10, Kristian Bjørnsen 6, Mads Hoxer 4, Felix Claar 4, Sebastian Barthold 4, René Antonsen 3, Lukas Sandell 2, Andreas Væver 1
- Udvisninger: Celje 1, Aalborg Håndbold 1
Slovenerne, der i første halvleg kun gav beskeden spilletid til den kommende Aalborg-spiller Aleks Vlah, fulgte med til 4-4, men så trak gæsterne fra.
Et solidt forsvar og en effektiv kontrafase gav gode arbejdsbetingelser til Kristian Bjørnsen på højre fløj. Nordmanden scorede fem af Aalborgs syv første mål, og efter små 10 minutters spil kunne René Antonsen bringe Aalborg foran 8-4.
Siden tog en storspillende Aron Pálmarsson over i Aalborgs angrebsspil. Islændingen scorede seks gange i første halvleg og krydrede det med flere fine oplæg til holdkammeraterne, og derfor var han en af hovedårsagerne til, at Aalborg gik til pause foran 19-15.
Aalborg Håndbold scorede anden halvlegs tre første mål og lignede et hold, der var på vej til at udrydde den sidste rest af spænding, men så scorede Celje også tre gange i træk og bragte Aalborgs føring ned på fire mål igen.
Nærmere end det kom slovenerne dog først, da kampen var afgjort, og det skyldtes blandt andet en meget stærk entré af Mikael Aggefors i Aalborgs mål.
Aleks Vlah gjorde i anden halvleg sit til for at drille sin kommende klub, der dog hele tiden var et par skridt foran.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.