Aalborg Håndbold

Aalborg Håndbold slukkede den ukrainske Motor

De danske mestre kørte onsdag aften videre ad det perfekte startspor i denne sæsons Champions League

Lukas Sandell jubler over en af sine mange scoringer mod ukrainske HC Motor onsdag aften. Foto: Claus Søndberg

Lukas Sandell jubler over en af sine mange scoringer mod ukrainske HC Motor onsdag aften. Foto: Claus Søndberg

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold har maksimumpoint efter de første to spillerunder i EHF Champions League-gruppespillet. Onsdag aften fulgte de op på åbningssejren over Celje i Slovenien med en 38-29-sejr over ukrainske HC Motor på hjemmebane.

I starten af kampen havde Aalborg Håndbold ellers store problemer med at spille sig igennem ukrainernes hårde defensiv, og HC Motor tog derfor føringen indledningsvis.

Der gik dog kun 10 minutter, før aalborgensernes offensiv var smurt, og udvisningerne begyndte at regne ned over gæsterne. Jonas Samuelsson sørgede for den første føring til hjemmeholdet ved 5-4 på en kontra. Derfra var Stefan Madsens tropper i front opgøret ud.

Magnus Saugstrup, Henrik Møllgaard og Nikolaj Læsø førte an i bombardementet i første halvleg, hvor føringen på et tidspunkt var på seks mål. Et par dumme boldtab gjorde dog, at Aalborg måtte nøjes med at føre 17-13 ved pausen.

HC Motor kom flyvende ud til anden halvleg med to hurtige reduceringer, men siden byttede begge hold nærmest mål i en kollektiv forsvars-slapper frem til 20-18 til Aalborg.

Mikael Aggefors, der fra starten af anden halvleg havde afløst Simon Gade i målet, ville det dog anderledes. Fire redninger på kort tid og nogle skarpe kontraløb fra Aaborg, og så lød føringen igen komfortable 23-18.

Jonas Samuelsson i aktion mod HC Motor i Jutlander Bank Arena. Foto: Claus Søndberg

Jonas Samuelsson i aktion mod HC Motor i Jutlander Bank Arena. Foto: Claus Søndberg

Godt halvvejs gennem anden halvleg nåede føringen op på 31-23 - efter en svensk målstime fra Jonas Samuelsson, der scorede seks af sine syv mål i anden halvleg.

Ukrainerne løb helt tør for kræfter til sidst, og føringen nåede helt op på 11 mål, 37-26, fem minutter før slutfløjtet i Jutlander Bank Arena, hvor 400 tilskuere skabte en ganske hæderlig corona-kulisse.

Næste europæiske opgave for Aalborg Håndbold er om mindre end en uge - onsdag 30. september - hvor turen går til Kroatien for at møde Zagreb. I mellemtiden har holdet på lørdag en udekamp mod SønderjyskE i Håndboldligaen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.