Aalborg Håndbold smed førsteplads væk i Skjern
Aalborgenserne faldt dramatisk i niveau efter pausen og fik for lidt hjælp fra deres målmænd i slutspilskampen

Aalborgenserne mistede overblikket i anden halvleg af søndagens kamp i Skjern. Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
SKJERN:Aalborg Håndbold dumpede sent søndag aften ned på andenpladsen i deres slutspilspulje. Det skete, da de blev slået 33-30 af Skjern, som dermed stryger forbi i tabellen og er ét point foran Stefan Madsens tropper.
Det helt store problem i søndagens topkamp var, at Aalborg Håndbolds målmand ikke fik fat i noget som helst bag et forsvar, der heller ikke ligefrem imponerede. Fem redninger på 60 minutter er ganske enkelt ikke godt nok.
I første halvleg kørte nordjydernes angrebsspil eller fint , men efter pausen var der klumper i benzinen i det første kvarter, og det udnytte Skjern til at skabe en solid føring. Aalborgenserne kom godt nok stærkt tilbage via en god slutspurt, men tættere på end ét mål nåede de ikke.
Skjern - Aalborg Håndbold 33-30
- Håndbold, slutspil, pulje 1
- Stillinger undervejs: 3-6, 9-9, 14-13, (16-17), 21-19, 26-20, 28-27
- Mål, Skjern: Jakob Rasmussen 9, Simen Pettersen 7, Lasse Uth 6, Senjamin Buric 4, René Rasmussen 2, Eivind Tangen 2, Oliver Norlyk 1, Alfred Jönsson 1, Jonathan Würtz 1
- Mål, Aalborg: Lukas Sandell 12, Henrik Møllgaard 5, René Antonsen 4, Victor Kløve 3, Buster Juul 3, Felix Claar 2, Andreas Flodman 1
- Udvisninger: Skjern 4, Aalborg 3
- Dommere: Nicklas Mark Pedersen og Nichlas Nygaard
- Tilskuere: 2819
Trods savnet af en håndfuld store profiler startede Aalborg Håndbold kampen i overbevisende stil. Lukas Sandell fortsatte, hvor han slap forleden mod Kolding, og havde en hånd med i holdets fem første scoringer.
Aalborgenserne kom hurtigt foran 6-3 og så ikke ud til at have de store problemer med at komme til åbne chancer. I den anden ende fandt Skjern dog også melodien efter en tøvende start. Halvvejs gennem første halvleg var vestjyderne således tilbage på omgangshøjde ved 9-9.

Henrik Møllgaard og René Antonsen sloges forgæves i Aalborg Håndbolds forsvar. Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Lukas Sandell overstrålede dog alt og alle i de første 30 minutter med syv scoringer og tre assists, og holdkammeraterne kan takke højrebacken for, at Aalborg gik til pause foran 17-16.
Samme niveau havde hverken svenskeren eller hans holdkammerater efter pausen, og med et kvarter tilbage så kampen ud til at være afgjort med en Skjern-føring på 26-20.
Men bedst som aalborgensernes mandskab så ud til at være døde og borte, hævede de pludselig kvaliteten over hele linjen. Mikael Aggefors kom på mål og diskede op med et par redninger. Samtidig meldte Lukas Sandell sig igen ind i angrebet, og fem minutter før tid var Skjern pludselig kun foran med 28-27.

Mikael Aggefors blev noteret for to redninger på 15 forsøg, mens kollegaen Simon Gade blot tog tre af 23 afslutninger. Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Men Skjern holdt hovedet koldt og vandt i den sidste ende en fortjent sejr.
Halvvejs gennem slutspillet kan Aalborg Håndbold konstatere, at de i skrivende stund står til at møde GOG allerede i semifinalen. Meget kan dog nå at ændre sig i de sidste tre puljekampe, hvor aalborgenserne blandt andet har Skjern på hjemmebane. Dermed har de fortsat skæbnen i egne hænder.
Slutspilsstillingen
- DM-slutspil, pulje 1, mænd
- 1. Skjern 6 point
- 2. Aalborg 5 point
- 3. Ribe-Esbjerg 3 point
- 4. KIF Kolding 1 point
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.