Aalborg Håndbold

Aalborg Håndbold smider igen point i Orangeriet

Skanderborg stod i vejen for en god slutspilsstart for Aalborg Håndbold, der søndag tabte i Fælledhallen

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

HÅNDBOLD:Sæsonens første slutspilskamp for de danske mestre blev en fiasko. I Skanderborg vandt hjemmeholdet med 30-26 mod Aalborg Håndbold, selvom nordjyderne formåede at indhente en mareridtstart.

På det ikoniske, orange halgulv fandt Skanderborg alle hullerne i Aalborg-forsvaret, mens målmand Kristoffer Laursen blev en afgørende mand for østjyderne.

Se alle billederne fra håndboldkampen nederst i artiklen.

Skanderborg - Aalborg Håndbold

Stillinger i kampen: 3-0, 7-2, 9-9, 10-12, 14-14 (pause), 18-15, 21-17, 24-19, 26-23

Topscorer, Skanderborg: Morten Balling og Lars Skaarup, 5 mål

Mål, Aalborg Håndbold: Lukas Sandell 6, Magnus Saugstrup 5, Sebastian Barthold 5, Felix Claar 3, Andreas Holst Jensen 2, Henrik Møllgaard 2, Jonas Samuelsson 1, Mark Strandgaard 1, Nikolaj Læsø 1

Udvisninger: Skanderborg 5, Aalborg 2

Det begyndte særdeles tungt for nordjyderne, hvor der skulle knap fem og et halvt minut, før Aalborg Håndbolds første scoring faldt.

Det var medvirkende til en markant Skanderborg-føring. Cheftræner Stefan Madsen kaldte dermed for en time-out, da der stod 7-2 på haluret. Det gav en hurtig effekt. Her fulgte nemlig 10 minutter, hvor gæsterne indhentede forspringet.

En række udvisninger gav især luft til Aalborg Håndbold, der konsekvent straffede Skanderborg i overtalssituationer. Derudover førte Lukas Sandell fornemt an både offensivt og defensivt.

Han var stærkt medvirkende til, at Aalborg formåede at gå til pause ved 14-14.

Efter pausen var der noget nær et deja vu, hvor Skanderborg igen formåede at bryde Aalborg-defensiven med stor succes. Alt imens viste målmand Kristoffer Laursen fra sin bedste side i hjemmeholdets mål.

Med 10 minutter tilbage skulle de danske mestre således indhente fire mål i Orangeriet for at få point med fra slutspilskampen. Men aalborgenserne formåede næsten kun at komme forbi Laursen, når østjyderne blev fanget syv mod seks.

Dermed får Aalborg Håndbold en hård start på slutspillet, hvor de efter én kamp har to point i deres slutspilspulje - de point, som de sikrede sig i grundspillet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.