Zagreb

Aalborg Håndbold tabte i dramatisk afslutning i Kroatien

Defensiven fejlede for en gangs skyld i Champions League

Henrik Møllgaard fik rødt kort og kostede det ene point i Zagreb. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henrik Møllgaard fik rødt kort og kostede det ene point i Zagreb. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold kunne lørdag nærmest have sikret sig fjerdepladsen og et forrygende resultat i gruppespillet i Champions League, da de gæstede PPD Zagreb i Kroatien.

Men i stedet endte det med et nederlag på 31-30, og dermed er Aalborg Håndbold foreløbig røget bagefter Flensburg-Handewit i tabellen. Det vil dog ændre sig, hvis begge mandskaber vinder i sidste spillerunde, hvor der regnes endeligt sammen, for aalborgenserne har vundet begge indbyrdes opgør mod tyskerne i denne sæson.

I sidste spillerunde tager Aalborg Håndbold imod bundproppen Elverum fra Norge, mens tyskerne spiller hjemme imod Celje.

I sidste uge stod især norske Kristian Sæverås forrygende, da Aalborg Håndbold besejrede Celje, men i Zagreb var både målmandsspil og i det hele taget den ellers højt besungne nordjyske defensiv forsvundet,

Kroaterne spadserede igennem til scoring efter behag, og hjemmeholdet var foran med 16-15 ved pausen, da Buster Juul brændte straffekast, efter tiden var udløbet.

I anden halvleg fortsatte de to mandskaber med at følges ad, og intet mandskab var på noget tidspunkt foran med mere end to mål. Med få minutter igen var hjemmeholdet foran med 29-27, men Aalborg kom tilbage og fik udlignet til 29-29 på et straffekast af Sebastian Barthold.

Kroaterne fik derpå lov til at køre et meget langt angreb, der blev afsluttet på den sidste aflevering - et skud Mikael Aggefors ikke formåede at redde - og så skulle Aalborg Håndbold jagte det ene point. Tobias Ellebæk bankede bolden i kassen med tre sekunder igen, men så ramte katastrofen.

Henrik Møllgaard fik direkte rødt kort for at forhindre kroaterne i at sætte spillet hurtigt i gang, og det gav samtidig straffekast til hjemmeholdet.

Her var Horvath kampen igennem usvigeligt sikker, og det var han endnu engang og sikrede kroatisk sejr.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden