Se billederne: Aalborg Håndbold udraderede sjællændere, men fik stjernen skadet

Aalborg Håndbold havde ikke nogen problemer med at besejre TMS Ringsted, men fik også dårligt nyt undervejs

René Antonsen og holdkammeraterne havde ikke nogen problemer med at vinde sæsonens første hjemmekamp. Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

René Antonsen og holdkammeraterne havde ikke nogen problemer med at vinde sæsonens første hjemmekamp. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold fik onsdag aften taget en grundig revanche for nederlaget i sidste uges sæsonpremiere, da sæsonens første hjemmekamp gav en overlegen sejr på 38-30 over TMS Ringsted.

Se billeder fra kampen nederst i artiklen.

Eneste malurt i bægeret var, at den nytilkome islandske stjernespiller Aron Pálmarsson i første halvleg måtte udgå med en skade.

Aalborg Håndbold - TMS Ringsted 38-30 (22-14)

Stillinger undervejs: 5-2, 9-6, 12-8, 18-11, 22-14 (pausestilling), 25-17, 27-19, 33-20, 35-22, 37-26

Mål, Aalborg Håndbold: Sebastian Barthold 7, Lukas Sandell 5, Kristian Bjørnsen 5, Nikolaj Læsø 5, Aron Pálmarsson 3, Felix Claar 3, Henrik Møllgaard 2, René Antonsen 2, Buster Juul 2, Jesper Nielsen 2, Jonas Samuelsson 2

Topscorer, TMS Ringsted: Martin Risom 6

Udvisninger: Aalborg Håndbold 2, TMS Ringsted 2

Tilskuere: 4015

Buster Juul åbnede godt nok kampen med at brænde et straffekast, men derfra spillede Aalborg Håndbold-spillerne med stor skarphed.

En effektiv kontramaskine straffede enhver Ringsted-fejl, og efter små 10 minutter følte TMS Ringsted-træner Christian Dalmose sig allerede kaldet til at tage aftenens første timeout ved stillingen 8-3 i aalborgensisk favør.

Det blev også 9-3, inden gæsterne svarede lidt igen med tre scoringer i træk. Så gjorde Aron Pálmarsson det med sit tredje mål til 10-6, men umiddelbart herefter indtraf aftenens klart dårligste nyhed set med Aalborg-øjne.

Islændingen, som Aalborg Håndbold før sæsonen har hentet i Barcelona, måtte lade sig udskifte med det, der lignede lyskeproblemer, og det betød, at han ikke kom i kamp mere onsdag aften.

Der skulle dog mere til at sætte en kæp i det velsmurte Aalborg-hjul. Ringsted fik godt nok reduceret til 8-10, men så skruede hjemmeholdet bissen på igen.

Fem minutter senere var stillingen ændret til 15-9, og målene blev bare ved med at hagle ind bag skiftende Ringsted-målmænd.

Den tidligere Aalborg Håndbold-målmand Ole Erevik er nu målmandstræner i TMS Ringsted, men hverken han eller cheftræner Christian Dalmose havde nogen modsvar i kampen mod overmagten. Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Den tidligere Aalborg Håndbold-målmand Ole Erevik er nu målmandstræner i TMS Ringsted, men hverken han eller cheftræner Christian Dalmose havde nogen modsvar i kampen mod overmagten. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Koncentrationen dykkede måske lidt mod første halvlegs slutning, hvor Lukas Sandell og Jesper Nielsen brændte et par store chancer, men til gengæld straffede Aalborg så efterfølgende et par Ringsted-fejl med scoringer i tomt mål, så hjemmeholdet kunne gå til pause med en mere end komfortabel 22-14-føring.

Anden halvleg begyndte med et par mål til hver side, men fem minutter inde i anden halvleg blev der kræset lidt ekstra for publikum i Jutlander Bank Arena. Martin Larsen kiggede væk, men fandt René Antonsen på stregen, og han kvitterede for det fine forarbejde ved at skrue bolden uden om Ringsted-målmanden til Aalborg-føring på 26-17.

12 minutter inde i anden sikrede Kristian Bjørnsen aftenens første timålsføring, da han gjorde det til 29-19. Det var nordmandens femte scoring på ligeså mange forsøg, og så kunne han med god samvittighed sætte sig ud på bænken og lade sig erstatte af Jonas Samuelsson.

Bortset fra målmand Mikael Aggefors fik Aalborg-træner Stefan Madsen generelt brugt hele sin trup, men selv om det også blev 34-20, begyndte Aalborg-holdet så småt at falde i kadence.

Fejlene blev flere og flere, så da TMS Ringsted med to et halvt minut tilbage fik reduceret til 29-37, havde Stefan Madsen set nok, og han kaldte til aftenens første timeout.

Det afsluttende lidt sløsede indtryk kunne dog ikke ændre på en ganske suveræn Aalborg-sejr.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.