Ishockey

Aalborg Pirates kravlede op fra hul og reddede slutspilspremieren

Nordjyderne havde store problemer med at indfri favoritværdigheden mod Herlev i den første kvartfinalekamp

Slutspilspremieren mellem Aalborg Pirates og Herlev Eagles var længe en tæt affære. Foto: Claus Søndberg
Slutspilspremieren mellem Aalborg Pirates og Herlev Eagles var længe en tæt affære. Foto: Claus Søndberg

Opdateret 20. maj 2022 kl. 14:08

ISHOCKEY: Det holdt ualmindeligt hårdt, men Aalborg Pirates fik til slut den forventede sejr hevet land i slutspilspremieren mod undertippede Herlev Eagles.

Aalborgenserne vandt den første kvartfinalekamp i Bentax Isarena med 5-2 - efter at have været nede med 0-2. Sejren var dog fortjent nok, for efter en dårlig start dominerede hjemmeholdet - uden dog at være i nærheden af holdets topniveau.

Se flere billeder fra kampen nederst i artiklen

Herlev viste tænder fra kampens start og var tæt på at chokstarte på en friløber efter mindre end ét minuts spil. Ukoncentreret forsvarsspil fra Aalborg Pirates gav i det hele taget gæsterne adskillige store tilbud i løbet af de første 20 overraskende jævnbyrdige minutter.

Aalborg Pirates mødte fredag Herlev Eagles på hjemmebane i den første kamp i ishockeyslutspillet.

Aalborgenserne fik i perioder lagt et godt tryk og burde også være kommet foran på store chancer for næsten tomt mål til Kirill Kabanov og Mikkel Højberg. Men Emil Jidskog i Herlev-målet afviste fornemt det hele.

I stedet slog Herlev til efter knap 13 minutters spil, da de unødvendigt fik chancen mere end et minut i overtal fem mod tre - efter at Carl Neill sendte pucken direkte ud over banden. Jesper Thörnberg takkede ved at passere George Sørensen fra tæt hold til 1-0 for gæsterne.

Ondt blev til værre tidligt i 2. periode for hjemmeholdet. Martin Højbjerg tog en udvisning, og den eksekverede Jesper Thörnberg igen på, så Herlev nu overraskende var i front med 2-0.

Aalborg Pirates mødte fredag Herlev Eagles på hjemmebane i den første kamp i ishockeyslutspillet.

Siden fik Aalborg Pirates med kort mellemrum hele tre muligheder i powerplay - uden at de kunne prikke hul på målbylden. Tættest på kom Mikkel Højbjerg med en dobbeltchance fra tæt hold, men Herlevs keeper fortsatte sit storspil.

Først med to minutter tilbage af 2. periode fik piraterne udbytte af overtaget, da Nikolaj Carstensen huggede reduceringen til 1-2 i nettet.

3. periode var én lang langt på udligningen fra Aalborg Pirates' side, og efter ni minutters spil havde Kirill Kabanov held til at snyde Herlevs keeper med en uventet afslutning fra en spids vinkel til 2-2.

Aalborg Pirates mødte fredag Herlev Eagles på hjemmebane i den første kamp i ishockeyslutspillet.

Så gik det hurtigt. Bare halvandet minut senere satte hjemmeholdet en perfekt kontra op, som Ben Duffy iskoldt satte i nettaget til 3-2 for Aalborg Pirates. Martin Højbjerg kunne ovenikøbet have øget føringen yderligere et par minutter senere, men han misbrugte en friløber.

Herlev skulle af gode gode frem og jagte i slutfasen, og det var guf for aalborgenserne, der satte trumf på med ét minut tilbage - netop som Emil Jidskog havde forladt sit mål. Julian Jakobsen takkede pænt og satte 4-2 i tomt net.

Med 15 sekunder igen kopierede Tobias Ladehoff den recept til 5-2, og så endte det alligevel med en på papiret klar aalborgensisk sejr.

Kvartfinale nummer to spilles søndag eftermiddag i Herlev. Der spilles bedst af syv kampe i serien.

Kampfakta

Aalborg Pirates - Herlev Eagles 5-2

Periodecifre: 0-1, 1-1, 4-0

Mål: 0-1 Jesper Thörnberg (12.57), 0-2 Jesper Thörnberg (21.02), 1-2 Nikolaj Carstensen (37.54), 2-2 Kirill Kabanov (49.08), 3-2 Ben Duffy (50.37), 4-2 Julian Jakobsen (59.08), 5-2 Tobias Ladehoff (59.45)

Udvisninger: Aalborg 5x2 min., Herlev 4x2 min.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden