Aalborg Pirates

Aalborg Pirates-profil skal hæve niveauet i finalen: - Det har ikke været godkendt

Mikkel Højbjerg har en god statistik mod Aalborg Pirates' finalemodstandere, men til gengæld er han ikke tilfreds med sin egen indsats i slutspillet

Mikkel Højbjerg scorede syv gange i fem grundspilskampe mod Rungsted. Arkivfoto: Lars Pauli

Mikkel Højbjerg scorede syv gange i fem grundspilskampe mod Rungsted. Arkivfoto: Lars Pauli

ISHOCKEY:Aalborg Pirates tager i aften hul på den første af en op til syv akters lang guldduel, når Rungsted Seier Capital er værter for den første DM-finale.

Men selv om Aalborg Pirates er nået frem til finalekampene, er der fortsat plads til forbedring.

De normalt så produktive brødre Martin og Mikkel Højbjerg skal hæve niveauet, efter at det kun blev til et enkelt point fra hver i de seks semifinaler mod Esbjerg.

- Jeg har været lidt skadet, men det har ikke været godkendt fra min side i slutspillet, og det ved jeg godt. Jeg har noget at bevise, og brormand har det på samme måde. Vi er ekstra motiverede til de her finaler, siger Mikkel Højbjerg.

Forwarden kan dog trøste sig med, at han scorede syv gange i fem grundspilskampe mod de nordsjællandske finalemodstandere.

- Det er da dejligt at have det i baghovedet, men jeg kan ikke bruge det til så meget, for der er stor forskel på grundspil og playoff. Det må ikke blive nogen sovepude for mig, siger Mikkel Højbjerg.

Han er derfor heller ikke klar til at påtage sig rollen som guldfavorit, selv om Aalborg Pirates hentede 15 af 18 mulige point i de seks grundspilskampe mod Rungsted.

- Jeg synes bestemt ikke, at vi er favoritter. Det er meget lige, og vi ved godt, at Rungsted er et rigtig godt hold. Det er som sagt noget helt andet i playoff, så vi skal holde fuldt fokus, siger Mikkel Højbjerg.

Den 27-årige frederikshavner var med, da Aalborg Pirates senest blev dansk mester i 2018, men uanset udfaldet bliver oplevelsen en anden denne gang. Med mindre restriktionerne bliver lempet, bliver finalekampene spillet for tomme tribuner.

- Det bliver selvfølgelig ikke det samme uden tilskuere. Finalerne i 2018 i fyldte haller var en rigtig fed oplevelse, og selvfølgelig er det et antiklimaks at skulle spille finaler i en tom hal. De tanker må vi dog lægge væk nu, for vi vil vinde uanset hvad, siger Mikkel Højbjerg.

Fredagens første finale i Hørsholm sættes i gang klokken 19.30.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden