Aalborg Pirates sælger billetter til aflyst kamp: - Vi vil gøre alt for ikke at blive banket tilbage til stenalderen

Corona-virus og det deraf aflyste slutspil presser de danske ishockeyklubber, så Aalborg Pirates har taget alternative metoder i brug

Aalborg Pirates håber på opbakning fra klubbens tilhængere, selv om der ikke bliver spillet flere kampe i denne sæson. Arkivfoto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Aalborg Pirates håber på opbakning fra klubbens tilhængere, selv om der ikke bliver spillet flere kampe i denne sæson. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

ISHOCKEY:Torsdag blev det definitivt, at spredningen af corona-virus betyder, at slutspillet i dansk ishockey er blevet aflyst.

Aflysningen presser de danske ishockeyklubber, der traditionelt laver en stor del af omsætningen i netop slutspillet. Det er også tilfældet i Aalborg Pirates, hvor man derfor har været nødt til at tænke alternativt.

Så nu sælger klubben, der vandt grundspillet i suveræn stil, billetter til en kamp, der ikke bliver spillet. "Den aflyste finale", som klubben selv kalder det.

- Det er en idé, der er opstået lidt i afmagt. Jeg tror ikke, at der er nogen i eller omkring Aalborg Pirates, der ikke tror på, at vi ville være en del af en finale med det grundspil, vi har spillet.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for ikke at blive banket tilbage til stenalderen af det her, siger Thomas Simonsen, der er billet- og marketingansvarlig i Aalborg Pirates og manden bag idéen.

Han har søgt inspiration hos blandt andre den tyske fodboldklub Dynamo Dresden og den svenske ishockeyklub Björklöven, der med succes tidligere har solgt billetter til kampe, som tilskuerne ikke kunne komme ind til.

Aalborg Pirates anslår, at det manglende slutspil og deraf følgende sideeffekter kommer til at betyde, at klubben mister mellem en og to millioner kroner i omsætning, så håbet er, at man kan sælge 6666 billetter til en pris á 150 kroner til den aflyste finale, så man den vej igennem kan hente en million kroner hjem.

- Vi kunne potentielt have fået 12 slutspilskampe på hjemmebane, og de er nu blevet flået væk, så vi håber selvfølgelig, at vi kan få skabt noget hype omkring det her, og at folk har lyst til at støtte. Vi sætter det hele op som en sædvanlig hjemmekamp, og folk får tilsendt deres billetter. Vi kan desværre bare ikke åbne dørene i Bentax Isarena, siger Thomas Simonsen.

Støtten er afgørende for Aalborg Pirates, hvis klubben skal opretholde det sportslige niveau.

- Det er den million, der skal til for, at Ronny Larsen (sportschef, red.) kan fortsætte det arbejde med at sammensætte holdet, som han allerede er gået i gang med. Vores mål er at sælge 6666 billetter, men er interessen endnu større, kommer vi selvfølgelig ikke til at sige nej til folk, siger Thomas Simonsen.

Aalborg Pirates sælger billetter til den aflyste finale via sin hjemmeside. Frederikshavn White Hawks meddelte søndag, at de også har planer om at sætte billetter til salg i den kommende uge.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skudepisode i Aalborg: Tyder på internt opgør i det kriminelle miljø
Luk