Se billederne: Aalborg Pirates skuffede igen på egen is

Aalborg Pirates indkasserede tirsdag aften det tredje hjemmebanenederlag i træk

George Sørensen kunne ikke redde Aalborg Pirates mod Odense. <i>Foto: Martin Damgård</i>

George Sørensen kunne ikke redde Aalborg Pirates mod Odense. Foto: Martin Damgård

AALBORG:For tredje gang i træk skuffede Aalborg Pirates' tirsdag aften sit hjemmepublikum, da Odense Bulldogs med en 5-3-sejr tog alle tre point med hjem fra Aalborg.

Se billeder fra kampen nederst i artiklen.

Forinden havde de to seneste hjemmekampe udløst nederlag til Frederikshavn og SønderjyskE, og de alle dårlige gange tre betød også, at Aalborg Pirates forpassede muligheden for at erobre Metal Ligaens førsteplads.

Aalborg Pirates - Odense Bulldogs 3-5

  • Periodecifre: 1-1, 2-1, 0-3
  • Mål: 0-1 Igor Merezhko (11.18), 1-1 Julian Jakobsen (18.52),  2-1 Emil Marcussen (24.55), 2-2 Jesper Thörnberg (27.19), 3-2 Oskar Drugge (37.07), 3-3 Jesper Thörnberg (40.19), 3-4 Westin Michaud (53.30), 3-5 Jesper Thörnberg (59.58)
  • Udvisninger: Aalborg Pirates 3x2 minutter, Odense Bulldogs 3x2 minutter
  • Tilskuere: 3374

Aalborg Pirates stillede svækket op til tirsdagens kamp. I forhold til den seneste kamp mod Herlev havde Brayden Low og Ian Edmondson sluttet sig til Patrick Bjorkstrand på skadeslisten, mens nytilkomne Matt Salhany endnu ikke er spilleberettiget.

Odense Bulldogs tog da også føringen godt midtvejs i første periode. Westin Michad lagde pucken til rette for Igor Merezhko, der bankede den ind bag Aalborg Pirates-målmand George Sørensen.

Med godt et minut tilbage af første periode udnyttede Aalborg Pirates et overtal til at bringe balance i regnskabet. Trevor Gooch viste stort overblik ved at finde Julian Jakobsen tæt under mål, og kaptajnen kunne dårligt undgå at skubbe pucken det sidste stykke over stregen.

Aalborg Pirates startede anden periode bedst, og derfor var det langt fra urimeligt, at hjemmeholdet også tog teten efter små fem minutters spil, da Emil Marcussen udnyttede Jeppe Jul Korsgaards forarbejde til at gøre det til 2-1.

Aalborg Pirates' hjemmepublikum måtte igen gå skuffede hjem. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Aalborg Pirates' hjemmepublikum måtte igen gå skuffede hjem. Foto: Martin Damgård

Glæden var dog kortvarig for hjemmeholdet, for små tre minutter senere var det igen helt lige mellem de to hold. Gæsternes Jesper Thörnberg tog sagen i egen hånd og bankede pucken op i målhjørnet.

Den scoring bragte initiativet over på Odenses side, og gæsterne havde flere gode muligheder for også at tage føringen. George Sørensen, der inden kampen var blevet hædret med titlen som Aalborg Pirates' bedste spiller i december, diskede dog op med flere gode redninger, og i stedet var det hjemmeholdet, der kunne gå i omklædningsrummet med en føring efter anden periode.

Oskar Drugge sendte  pucken i nettet efter Julian Jakobsens oplæg, og selv om Odense-målmand Stefanos Lekkas appellerede for, at han var blevet generet uregelmæssigt af Kirill Kabanov, var de anstrengelser forgæves.

Der var dog end ikke spillet 20 sekunder af tredje periode, før Odense igen var på scoringsmæssig omgangshøjde. Jesper Thörnberg gjorde sig selv til dobbelt målscorer, da han overraskede George Sørensen ved at lægge pucken op i det nærmeste målhjørne.

Især unge Magnus Boesen havde et par gode muligheder for at genetablere Aalborg Pirates' føring, men med seks et halvt minut tilbage var det i stedet Odense, der kom på sejrskurs, da Westin Michaud løftede pucken op i nettaget.

To sekunder før tid lukkede og slukkede Jesper Thörnberg med sit tredje mål.

Aalborg Pirates mod Odense Bulldogs

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skolelukninger på vej i Aalborg: Se her, hvor det rammer
Luk