Aalborg Pirates har sat kursen efter endnu en klassepræstation

Aalborg Pirates kan vinde det danske mesterskab på søndag, hvis Herning Blue Fox besejres

Aalborg Pirates kan blive dansk mester med en sejr på søndag.  <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Aalborg Pirates kan blive dansk mester med en sejr på søndag.  Arkivfoto: Lars Pauli

HERNING:Med en helstøbt holdindsats tilspillede Aalborg Pirates sig tre DM-matchbolde via en 6-2-sejr i Herning. 

Aalborgs skarpe defensiv blev udslagsgivende. Keeper George Sørensen havde flere klasseredninger. Det havde hans modpart i Herning-målet ikke. 

Herning havde valgt at lade to lokale musikkere slå tonen an med en alternativ udgave af den danske nationalsang. Den version ramte ikke helt det rette toneleje. Spørgsmålet var, hvem af de to hold, der var bedst med på noderne, når kampen kom i gang. 

Umiddelbart var det Herning, der kom bedst ud til den fjerde DM-finale. Kort inde i kampen sendte et sammenstød Thomas Spelling en tur i omklædningsrummet. I forvejen var Pirates hæmmet af afbud fra Oliver Anker og Jeppe Jul Korsgaard. 

Alle spekulationer om skadesproblemer forsvandt som ved et trylleslag, da Julian Jakobsen lagde pucken på mål fra en meget spids vinkel - sandsynligvis med en returpuck for øje. Til alles overraskelse endte pucken dog i nettet. Herning-keeper Mac Carruth så overrasket ud, da han kunne konstatere, at pucken var gået i mål.

Føringen blev dog en kort fornøjelse for det fyldte udebaneafsnit. Herning fik udlignet kort tid efter ved Brett Perlini. Den gode nyhed for Pirates var, at Thomas Spelling kom tilbage på isen og kunne tage del i kampen igen. 

Efter 1-1-scoringen bølgede kampen frem og tilbage. Begge hold var farlige. Måske var Herning en kende farligere, men der kom ikke yderligere scoringer inden den første pause. 

Herning Blue Fox - Aalborg Pirates 2-6

  • Ishockey, Metalligaen
  • 4. DM-finale
  • Periodecifre: 1-1, 0-2, 1-3
  • Mål: 0-1 Julian Jakobsen (2.53), 1-1 Brett Perlini (4.05), 1-2 Matt Salhany (26.54), 1-3 Patrick Bjorkstrand (28.43), 1-4 Victor Rollin Carlsson (45.39), 2-4 Mathias Bau (55.23), 2-5 Julian Jakobsen (57.09), 2-6 Patrick Bjorkstrand (58.34)
  • ,Udvisninger: Herning 4x2, 1x5+20, Aalborg 2x2
  • Tilskuere: 2500
  • Dermed fører Aalborg Pirates 3-1 i finaleserien
  • Femte kamp spilles søndag klokken 17.30 i Aalborg

I anden periode bød indledningen på samme åbne slagudveksling, som havde kendetegnet store dele af de første 20 minutter. 

Periodens første store chance indtraf, da Morten Poulsen pludselig var fri på en omstilling, men George Sørensen var på plads i Pirates-buret. 

Det samme kan ikke siges om hans kollega Mac Carruth, der ikke så helt uskyldig ud, da Matt Salhany bragte Pirates på 2-1 kort efter. Igen virkede Herning-keeperen lettere forvirret, da en sagesløs puck fra Trevor Gooch pludselig endte i nettet. 

Anden periode bød også på kampens første udvisninger. Herning blev ramt af et par billetter til ufrivillig afkøling. I forbindelse med den anden af tre på hinanden hurtigt følgende udvisninger straffede Patrick Bjorkstrand sin barndomsklub. 

Via et kort aftræk hamrede han pucken i mål fra kort afstand. Herning blev ved med at tage mere eller mindre korrekt dømte udvisninger, men Pirates formåede ikke at sætte et nådesstød ind, som en scoring til 4-1 ville have været. 

Pirates fik lukket anden periode på dummest mulige måde. Efter fire udvisninger på stribe til Herning må Pirates-lejren have vist, at den første udvisning til Aalborg-holdet kunne sidde meget løst. 

Det var nu en klokkeklar udvisning, som Ian Edmondson skaffede sig selv i de absolut sidste sekunder af anden periode, da han besvarede en tackling med en cross-checking, der ikke efterlod dommerne nogen tvivl om en tur i straffeboksen. 

I størstedelen af Hernings efterfølgende powerplay havde piraterne lukket helt ned for Herning, men lige inden Ian Edmondson kunne forlade straffeboksen måtte George Sørensen hive en kæmpe redning ud af ærmet. 

Nu var udfordringen for Pirates, at man for alt i verden ikke måtte blive ligeså passiv, som det var tilfældet, da man forsøgte at mure 2-1-føringen hjem i kamp tre. 

Pirates formåede dog at bide sig fast i Herning-zonen, og det afstedkom en kapitalbrøler fra Hernings Jonathan Racine-Clarke. Herning-spilleren endte med at blive sendt i bad, og det gav samtidig Aalborg fem minutter i overtal.

Den chance greb Victor Rollin Carlsson, da han gjorde det til 4-1 med over to minutter tilbage af det fem minutter lange overtal. Pirates fik et par chancer yderligere i overtalsperioden, men det blev ikke til flere scoringer.

Med en 4-1-føring i ryggen så det alt andet lige ud til, at piratskibet nok skulle sejle sejren sikkert i havn. 

Når Herning en sjælden gang blev farlig stod der som så ofte før Mathias From skrevet på de situationer. Han var kædet op med Mathias Bau, men end ikke den kombi kunne gøre noget. Derfor hev Herning keeper Mac Carruth med lidt over fem minutter tilbage af kampen. Seks mod fem-spillet gav Mathias Bau en chance, som han ganske konsekvent konverterede til en reducering, og så lugtede ræven blod. 

De svedige håndflader blev for alvor en realitet i Aalborg-lejren, da Ian Edmondson kort efter reduceringen røg i straffeboksen for anden gang i kampen. Herning satsede alt og hev igen Mac Carruth ud på bænken og spillede nu seks mod fire. 

Den manglende keeper blev afgørende, da Julian Jakobsen viste sin enorme klasse og arbejdede sig til en løs puck, som han fik sendt i det tomme mål. Kort efter gjorde Patrick Bjorkstrand ham kunsten efter, og dermed kunne de mange medrejsende Aalborg Pirates-fans hylde deres helte efter særdeles veludført arbejde. 

En Pirates-sejr i søndagens DM-finale vil være lig med DM-guld til piraterne. Pucken kastes klokken 17.30.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.