Aalborg-profil går efter slutrundebillet
Nogle Aalborg-spillere kan se frem til en kamppause, mens andre skal i landsholdstjeneste
Opdateret kl. 11:30
HÅNDBOLD: Efter lørdagens udekamp mod BSH er der en kamppause for Aalborg Håndbold, der dog har en række spillere, som er indkaldt til landsholdstjeneste. I mesterklubbens landsholds-arsenal finder man blandt andet Sebastian Barthold, der er udtaget til det norske landshold.
Flere af Aalborg-spillerne glæder sig givet til at kunne puste ud i et par dage, men det bliver der ikke noget af for Sebastian Barthold.
- Vi elsker at spille kampe her i klubben, og jeg elsker at spille alle de kampe, jeg kan komme til. Jeg kan ikke få nok kampe, siger Sebastian Barthold, der er glad for at være med omkring det norske landshold.
- Det er et stort mål for mig at være med på landsholdet. Det har det været i flere år, så det er helt klart en ambition for mig at komme med til en slutrunde på et tidspunkt.
Pladsen som venstre fløj på det norske landshold er blevet tilgængelig, efter Magnus Jøndal stoppede karrieren efter OL. Det betyder, at Barthold kæmper med Alexander Blonz om at blive nyt førstevalg i Norge. De udfordres dog af kometen Sindre Heldal fra Elverum, så konkurrencen er næsten ligeså hård, som den er på det danske landshold.
- Vi er flere om buddet, men jeg håber, at jeg med nogle gode præstationer for Aalborg kan gøre mig gældende. I den sammenhæng betyder det meget, at vi har de her europæiske topkampe. Det er godt for min udvikling, og jeg får lov til konstant at konkurrere på højeste niveau, siger Sebastian Barthold.
Han har ikke noget problem med det meget tætte kampprogram, der har været en notorisk del af menuen som Aalborg-spiller i de seneste år.
- Vi ønsker at være en storklub, og så skal vi spille mange kampe. Vi skal bare tage alle de gode oplevelser, som vi kan komme i nærheden af, og vi har heldigvis en mentalitet som klub, der betyder, at alle hele tiden stræber efter at nå næste niveau. Det er den slags mentalitet, der kendetegner en topklub, siger Sebastian Barthold, der er med, når Aalborg gæster BSH.
Når der er landsholdstermin i den kommende uge har Aalborg Håndbold René Antonsen udtaget til det danske landshold, mens Aron Palmarsson er udtaget til en landsholdssamling på Island. Felix Claar og Lukas Sandell er udtaget til en svensk landsholdssamling, mens Kristian Bjørnsen i lighed med Sebastian Barthold er udtaget til det norske landshold, der blandt andet møder Danmark.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.