Aalborg-profil kommer skadet hjem fra VM

Aron Pálmarsson blev igen ramt af en lægskade under VM, men Aalborg-træner Stefan Madsen har ikke opgivet at få islændingen klar til næste weekends topkamp mod GOG

Aron Pálmarsson gik glip af Islands to sidste kampe ved VM på grund af en lægskade. <i>Foto: Adam Ihse/Ritzau Scanpix</i>

Aron Pálmarsson gik glip af Islands to sidste kampe ved VM på grund af en lægskade. Foto: Adam Ihse/Ritzau Scanpix

AALBORG:Aalborg Håndbold får en skadet spiller hjem, når nordjyderne i næste uge igen kan sluse holdets otte VM-spillere ind i truppen.

Aron Pálmarsson gik glip af Islands to sidste kampe ved slutrunden, fordi han igen blev ramt af en skade i den læg, der har drillet den islandske landsholdsanfører flere gange i tiden i Aalborg Håndbold.

Aalborg-træner Stefan Madsen er dog fortrøstningsfuld med henblik på, at HTH Herreligaen genoptages lørdag 4. februar med en topkamp på hjemmebane mod GOG.

- Det er heldigvis ikke så slemt. Aron er blevet ramt af en lille forstrækning, men vi håber, at den ikke er værre end, at han kan nå at blive klar til lørdag, siger Stefan Madsen.

Uden de otte VM-spillere tabte Aalborg Håndbold torsdag aften med 30-33 til ligakollegaerne fra HC Midtjylland i en testkamp i Hadsund. I de mange landsholdsspilleres fravær så Stefan Madsen dog flere gode takter fra et par U19-spillere.

Marinus Munk viste lovende takter i torsdagens testkamp mod HC Midtjylland. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Marinus Munk viste lovende takter i torsdagens testkamp mod HC Midtjylland. Foto: Torben Hansen

- Vi fik set, at de unge drenge ikke var bange for at være derinde, men vi fik selvfølgelig også set, at der mangler lidt i forhold til den fart og intensitet, der bliver spillet med på liganiveau, siger Stefan Madsen, der noterede plusser ud for særligt et par af de unge Aalborg-spillere.

- Frederik Møller styrede angrebsspillet fint i første halvleg, og så fik Marinus Munk vist sig godt frem. Han har et ekstremt farligt skud, og når han for alvor finder ud af, hvor stort et potentiale han har, så kan han blive en rigtig dygtig spiller, siger Stefan Madsen.¨

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.