Aalborg sejrede i lokalopgør, der havde alt - undtagen tilskuere

Frederikshavn smed føring på 4-1 på hjemmebane

Aalborg Pirates vandt for tredje gang et lokalopgør over Frederikshavn i denne sæson. Foto: Torben Hansen

Aalborg Pirates vandt for tredje gang et lokalopgør over Frederikshavn i denne sæson. Foto: Torben Hansen

ISHOCKEY:Aalborg Pirates er det bedste mandskab i dansk ishockey lige nu, og det satte holdet en streg under, da de fredag aften sejrede i et lokalopgør mod Frederikshavn White Hawks for tredje gang af tre mulige i denne sæson. Denne gang med cifrene 7-4.

Hjemmeholdet var ellers foran med 4-1 i første periode, men aalborgenserne åd sig langsomt, men sikkert tilbage i kampen, inden ligatopscorer Josh MacDonald igen viste sit værd i tredje periode.

I et opgør, der ikke havde tilskuere, men til gengæld masser af flotte mål og masser af intensitet.

Et svækket White Hawks-mandskab, der i ugens løb har måttet sige farvel til Joachim Blichfeldt og var uden Alexander Bumagin og Justin Shugg, lod sig dog ikke mærke i begyndelsen af kampen.

Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates mødtes fredag aften i Metal Ligaen.

Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates mødtes fredag aften i Metal Ligaen.

Tidligt i kampen bragte holdet sig i front, da Tobias Ladehoff leverede et skidt pucktab for piraterne, og Lucas Andersen blev hurtigt sendt af sted i en omstilling, hvor han elegant snørede George Sørensen.

Her valgte Aalborg-træner Garth Murray at tage en overraskende hurtig time-out, og det gav hurtigt resultat, da piraterne slog tilbage med et mål, hvor man kunne ærgre sig over, at der ikke måtte være tilskuere i hallen. Russeren Kirill Kabanov tog pucken hele vejen fra egen zone og snød tre mand undervejs, inden han kanonerede den i nettet bag Mathias Seldrup.

Men Frederikshavn slog til igen. Under en afventende udvisning til Lasse Bo Knudsen blev orm Topholt sendt af sted i endnu en kontra, og han trak pucken forbi Sørensen og lagde den ind ved den fjerne stolpe.

Og Lasse Bo Knudsen havde ikke en god første periode for piraterne. Kort efter fik han nemlig hele 14 minutter i boksen for piraterne for først en slashing og dernæst en checking from behind på Gorm Topholt, og det overtal udnyttede Frederikshavn to gange. Først ved Jesper Jensen og anden gang Lucas Andersen.

Piraterne er dog et farligt hold, og de nåede at få reduceret inden periodens udløb. Denne gang under en afventende udvisning til Frederikshavn. Pierre-Olivier Morin fik styret pucken ind på et skud fra blueline.

Frederikshavn lagde godt pres på i begyndelsen af anden periode i endnu et powerplay, men dennne gang uden scoring.

Og midtvejs i perioden fik piraterne så reduceret yderligere, da Morin blev spillet fri midt i zonen, hvorfra han dundrede pucken op i nettaget uden chance for Seldrup i målet.

Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates mødtes fredag aften i Metal Ligaen.

Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates mødtes fredag aften i Metal Ligaen.

Frederikshavn burde have øget til 5-3 i endnu et powerplay. Jonas Brøndberg havde fortjent fået to minutter for hooking, og White Hawks fik hurtigt sat spillet op i powerplay, hvor Jesper Jensen til sidst spillede Lucas Andersen helt blank på den fjerne stolpe, men han helkiksede sin afslutning mod tomt mål. Også Morin røg i straffeboksen, og her kom White Hawks igen tæt på, men George Sørensen diskede op med en stor redning, og så røg Victor Panelin-Borg og Lucas Andersen i totterne på hinanden, hvilket medførte et enkelt tilråb fra pressepladserne: Rolig nu, det er jul for hulan.

Det endte med at give Pirates halvandet minut i overtal, hvor det var Seldrups tur til at finde de flotte redninger frem.

Starten af fjerde periode var særdeles rodet, og ingen mandskaber kunne rigtigt få spillet til at hænge sammen. Og så var det jo klart, at det var en individuel præstation, der skulle til. Den kom fra piraternes ligatopscorer Josh MacDonald, der erobrede pucken, satte to mand og bankede den i netmaskerne til 4-4 - endnu en smuk scoring.

Og selvsamme MacDonald gjorde det også til 5-4 for gæsterne, da han scorede på en kontra i en situation, hvor Seldrup nok kunne have gjort mere.

Kort efter blev det også 6-4 til Pirates, da Thomas Spelling smadrede pucken ind med et slagskud i overtal. Til sidst kunne Kirill Kabanov score til 7-4 i tomt mål.

Dermed har piraterne vundet 10 af de seneste 11 kampe og fører rækken med syv og et halvt point ned til Rungsted. Frederiksavn ligger femmer og har syv og et halvt point op til fjerdepladsen, der giver hjemmebane i første slutspilsrunde.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden