Aalborg storspillede i stjernens fravær og bankede ungarere igen
Aalborg Håndbold hentede endnu en overbevisende sejr over Pick Szeged
Opdateret kl. 22:04
AALBORG: Uden for banen har Aalborg Håndbold taget hul på den anden halvdel af sæsonen med flere kedelige historier om skader og sygdom, men inde på banen har nordjyderne fået en noget nær perfekt begyndelse på 2023.
Torsdag aften blev lørdagens sejr i topkampen i den hjemlige liga mod GOG fulgt op af en nærmest ligeså vigtig sejr i Champions League, da ungarske Pick Szeged blev slået med 33-27 i Sparekassen Danmark Arena.
Det betyder, at Aalborg Håndbold bytter plads med torsdagens modstandere i Champions Leagues gruppespil, hvor aalborgenserne nu er nummer fem i Gruppe A. Ender de to grupper, som de ser ud nu, vil det i øvrigt give en ren dansk ottendedelsfinale mod GOG.
- Håndbold, Champions League, gruppespil
- Stillinger undervejs: 2-2, 5-5, 6-8, 11-9, 15-11 (pausestilling), 18-13, 21-16, 25-19, 28-22
- Mål, Aalborg Håndbold: Sebastian Barthold 8, Lukas Sandell 5, Kristian Bjørnsen 5, Felix Claar 5, Mads Hoxer 3, René Antonsen 2, Victor Kløve 1, Aron Pálmarsson 1, Henrik Møllgaard 1, Andreas Væver 1, Jesper Nielsen 1
- Topscorer, Pick Szeged: Sebastian Frimmel 7
- Udvisninger: Aalborg Håndbold 4, Pick Szeged 4
- Tilskuere: 4685
Aalborg Håndbold vandt tilbage i oktober med hele 41-29 i de to holds første indbyrdes møde i Ungarn, men alligevel havde cheftræner Stefan Madsen på forhånd advaret om, at det langt fra ville gå så nemt denne gang mod det ungarske hold, der især lever højt på en række meget fysiske stærke spillere.
Netop det fik Aalborg-spillerne også at mærke i en jævnbyrdig indledning på kampen. Meget af Pick Szegeds angrebsspil har den store stregspiller Bence Banhidi som omdrejningspunkt. Den 208 centimeter høje ungarske landsholdsspillers albuer sidder i hovedhøjde på de fleste modstandere, og det fik både René Antonsen og Kristian Bjørnsen at mærke i kampens første minutter.
På måltavlen fulgtes de to hold pænt ad, indtil Pick Szeged kom foran 8-6 efter 19 minutters spil. Det fik Aalborg til at tage timeout, og derefter tippede overtaget over på hjemmeholdets side.
Aalborg dækkede fremragende op, og da målmand Mikael Aggefors i første halvlegs sidste tredjedel fik bedre fat blev 6-8 hurtigt vendt til 11-9. Mod slutningen af første halvleg trådte en anden af Aalborgs svenskere for alvor også i karakter. Lukas Sandell scorede tre gange i træk og sendte Aalborg til pause foran 15-11.
Hjemmeholdet fortsatte i samme spor fra anden halvlegs start, og efter fem minutters spil var føringen øget til fem mål, da Kristian Bjørnsen gjorde det til 18-13.
Godt fem minutter senere fik Aalborg Håndbold aftenens første straffekast. Sebastian Barthold kastede et spørgende blik ud mod Henrik Møllgaard, der som den eneste scorede fra straffestregen i lørdags mod GOG.
Barthold, der indtil da havde vist stort skarphed fra fløjen, fik dog lov at skyde og udnyttede det til at bringe Aalborg foran 22-16.
Derfra blev der aldrig spænding om udfaldet igen, og i kampens slutfase havde Aalborg endda overskud til at give debut til nytilkomne Andreas Væver, der kronede en god aalborgensisk aften med en scoring på straffekast.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.