Aalborg-topscorer har vænnet sig til ny rolle: Derfor vi kan spille med om medaljerne
Nikolaj Læsø er indstillet på, at han får mindre spilletid i Aalborg

Foto: Lars Pauli
HÅNDBOLD:Sæsonstarten har været noget nær perfekt for Aalborg Håndbold, som i herrernes håndboldliga har vundet de fire første kampe ganske komfortabelt.
Lørdag eftermiddag gik det ud over Mors-Thy, som måtte se sig besejret med 28-26 i Jutlander Bank Arena.
- Først og fremmest så er jeg rigtig, rigtig glad for, at vi fik to point i den her kamp. Jeg synes, at Mors-Thy spillede godt til, og derfor er det dejligt, at vi stadig har gjort rent bord i ligaen, lyder det fra Nikolaj Læsø.
Bagspilleren, der i sidste sæson tørnede ud for Aarhus Håndbold, hvor han sluttede grundspillet som klar topscorer, har indstillet sig på, at han i Aalborg har fået en noget anden rolle.
- Vi har et hav af dygtige spillere, som alle er en trussel på skuddene, så det er selvfølgelig lidt anderledes, end det jeg kom fra i Aarhus. Det skal dog siges, at jeg er mere end tilfreds med den rolle jeg har fået, for jeg får fint med spilletid.
- Vi skal forhåbentligt spille med om medaljerne, og den eneste grund til, at der er muligt, er, at vi har så mange dygtige spillere, og det betyder, at vi må dele om spilletiden. Som eksempel bragede Møllgaard igennem i starten af anden halvleg, men han fik alligevel en godt hvil på bænken i den periode.
Nikolaj Læsø startede stærkt ud fra kampens start, da han hurtigt fik smækket tre mål i kassen. Det var til gengæld også facit efter 60 minutter, og det var Aalborg-spilleren ikke tilfreds med
- Det var ikke prangende, men jeg fik vist mig frem i momenter. Jeg traf for mange dumme beslutninger i angrebet i anden halvleg, og det er klart, at det er noget jeg skal have forbedret.
Aalborg Håndbold har nu taget hul på det hårde program med to kampe om ugen. Onsdag møder aalborgenserne HC Motor fra Ukraine hjemme i Aalborg, men batterierne er stadig ladet helt op, forsikrer Nikolaj Læsø.
- Vi er stadig fyldt med masser af energi, så det er intet problem, at vi nu skal til at spille to kampe om ugen. Jeg ser helt vildt frem til Champions League på hjemmebane, og vi skal bare fortsætte med at give os selv det bedste udgangspunkt i gruppen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.