Aalborg-træner er ramt: - Men ingen skal have særbehandling

Stefan Madsen glæder sig over at få en hurtig mulighed for at reparere på det uvirkelige pointtab mod Ribe-Esbjerg

Cheftræner Stefan Madsen har haft et par hårde døgn i kølvandet på fredagens kollaps i Esbjerg. <i>Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Cheftræner Stefan Madsen har haft et par hårde døgn i kølvandet på fredagens kollaps i Esbjerg. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

AALBORG:Præcis tre døgn efter Aalborg Håndbolds kollaps mod Ribe-Esbjerg, hvor de på tre et halvt minut smed en føring på seks mål væk, skal Stefan Madsens tropper mandag aften op på hesten igen. 

Det glæder cheftræneren, at der så hurtigt byder sig en mulighed for at få oprejsning, når KIF Kolding kommer på besøg i slutspillets anden runde.

- Lad os komme op på hesten hurtigst muligt igen. Jeg vil gerne indrømme, at det har været et par hårde døgn for mig ovenpå kampen i Esbjerg. Det er jo 100 procent mit ansvar, at vi ikke fik afviklet de sidste minutter af kampen i Esbjerg med den fornødne ro. Jeg begik den fejl at overvurdere vores robusthed, erkender Aalborg Håndbolds cheftræner.

Stefan Madsen har efterfølgende været under beskydning på de sociale medier. Dem har han selv holdt sig langt væk fra siden fredag, men han accepterer, at kritikken er en del af gamet.

- Der er ingen, der skal have særbehandling, men mens vi har haft succes, har Jan (Larsen, direktør for Aalborg Håndbold) og jeg heldigvis været gode til hele tiden at minde hinanden om, at der på et tidspunkt ville komme en periode med modgang. Den skal vi nok også stå imod, fastslår cheftræneren.

Aalborg Håndbold spiller mandag aften slutspillets første hjemmekamp. <i>Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Aalborg Håndbold spiller mandag aften slutspillets første hjemmekamp. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Udover det ene point, som kampen i Esbjerg trods alt kastede af sig, var det også værd at notere sig, at Aron Palmarsson gjorde et succesfuldt comeback. Fem mål og seks assists leverede islændingen, men man skal ikke forvente, at han nu går ind og spiller 60 minutter mod Kolding.

- Aron er rigtig glad for at være tilbage, men hans skadeshistorik in mente skal vi stadig gå lidt med livrem og seler og sørge for at passe på ham, siger Stefan Madsen, der forventer at kunne notere sig endnu et comeback mandag aften.

- Vi både håber og tror på, at Lukas Sandell kan få noget spilletid mod Kolding, lyder meldingen om svenskeren, der blev skadet for knap halvanden måned siden.

KIF Kolding bliver uanset hvad ingen let opgave for Aalborg Håndbold, der i grundspillets sidste kamp måtte kæmpe hårdt for at overvinde sydjyderne.

- De har en virkelig stærk defensiv, så vi skal have skabt noget plads i angrebet ved at sørge for at spille bredt. Defensivt skal vi samtidig være indstillet på at løse, at de spiller syv mod seks, for gør vi det, vil det åbne op for nogle fine kontramuligheder, forudser Stefan Madsen.  

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.