Aalborg Håndbold

Aalborg-træner tager nedtur på sin kappe: Det her ville han have gjort anderledes

Skuffelsen var stor i Aalborg Håndbold-lejren efter 30-30-kampen mod GOG

Felix Claar gjorde sit med 11 scoringer mod GOG. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Felix Claar gjorde sit med 11 scoringer mod GOG. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD:De første tre kvarter af topkampen mellem Aalborg Håndbold og GOG stod der skrevet Aalborg Håndbold på med store fede typer, men så gik mesterholdet død, og det udnyttede GOG flot til at komme tilbage i kampen efter have været nede med 25-19 efter 45 minutter.

I stedet endte Aalborg med at få udlignet til 30-30 i noget nær sidste sekund ved Sebastian Barthold. Ikke just den slutning som kampens store oplevelse Felix Claar havde set for sig med et kvarter tilbage.

- Vi burde have taget de to point. Det er mere os der smider det væk, end GOG, der kommer tilbage, men omvendt kan man sige, at det er os, der kommer tilbage, da vi får udlignet til slut, men vi skulle bare have vundet den kamp, fastslår en storspillende Felix Claar.

Den svenske playmaker, der velsagtens er den største håndboldbegavelse, man har haft i broderlandet siden Magnus Andersson i de glade 90’ere, fik det til at se så legende let ud, men også han stivnede lidt mod kampens slutning.

- GOG var ganske aggressiv i sit forsvarsspil, hvilket gav mig plads til at komme til mange gode chancer. Jeg ramte dagen meget godt i dag. Det er styrken på vores hold. I dag var det mig, der ramte dagen. Sidst var det Læsø. Vi har så mange gode spillere, konstaterer Felix Claar.

Førsteplads er potentielt ekstremt vigtig

Det virker som en sikker slutning på grundspillet, at Aalborg Håndbold og GOG kommer til at indtage de to øverste pladser i tabellen, men lige nu er der klar fordel til GOG i den tvekamp med lørdagens uafgjorte resultat.

Man skal imidlertid ikke tro, at Aalborg Håndbold bare lader sig nøje med en andenplads i grundspillet.

- Bestemt ikke. Vi går efter førstepladsen i grundspillet, fordi den er meget vigtig, siger Aalborg-træner Stefan Madsen.

Grundspillets førsteplads giver nemlig mulighed for at søge et wildcard til Champions League.

- Sagt med alt respekt for alle andre, så tror jeg, at de seneste sæsoners præstationer fra vores side i Champions League vil gøre os svære at komme uden om, hvis der skal uddeles et wildcard til et dansk hold. Derfor er førstepladsen i grundspillet meget vigtig for os, siger Stefan Madsen.

Aalborg-træneren var meget naturligt træt af kampens afslutning, hvor han selvkristik, som han er, selv tog en del af ansvaret for den overraskende udvikling.

- Jeg får ikke skiftet godt nok ud. Vi går lidt tør for kræfter, og det er blandt andet fordi, jeg ikke fik skiftet ordentligt ud. Helt konkret kunne jeg se, at en spiller som Lukas Sandell kom til at slide for meget med spillet i anden halvleg, fordi han ikke havde de kræfter, som han normalt vil have. Det er ikke for at pege på ham. Det er mere for at sige, at jeg ikke fik skiftet godt nok ud, siger Stefan Madsen, der understreger, at man stadig tror på en grundspilsførsteplads er mulig.

- Vi skal have hjælp, men der er stadig mange kampe, og i de første 45 minutter fik vi spillet noget fantastisk håndbold, så selv om vi smed det væk, er der også noget positivt at tage med.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.