Sidst tabte Aalborg med 13 mål: Denne gang er de klædt på til Barcelona
Aalborg Håndbold står for anden gang i klubbens historie med en unik mulighed for at blive Europas konger
Opdateret kl. 08:49
Stefan Madsen får en sidste kamp på allerøverste hylde, inden han stopper i Aalborg Håndbold. Søndag klokken 18 spiller klubben Champions League-finale mod Barcelona, og dermed har cheftræneren mulighed for at sætte et magisk punktum for sine syv år som hovedansvarlig.
- Jeg er enormt stolt på klubben og holdets vegne, og jeg vil gerne slå fast, at det her ikke handler om mig nu. Nu står vi med en enestående mulighed, som vi ikke kan være sikker på, at vi nogensinde får igen som klub, og det skal vi have fuld fokus på, siger Stefan Madsen.
Magdeburg blev nedlagt med 28-26 i semifinalen, selvom det tyske mandskab var forsvarende Champions League-vinder og har støvsuget alle hylder for titler det seneste år.
- Det fortæller mig, at vi ikke er så langt fra den top, som vi har sagt, vi gerne ville være en fast del af. Vi vidste også godt, at vi kunne løse opgaven, selvom mange har haft travlt med at snakke Magdeburg op før semifinalen.
- Det er også langt hen ad vejen rigtigt, at de er Europas bedst spillende hold, når de får lov til det. Så vi var klar over, at vi skulle ud og slå noget i stykker, hvis vi ikke skulle blive voldsomt udfordret på fart og duelspil, siger Stefan Madsen.
Opskriften blev at dække forholdsvist offensivt og i periode sågar ultraoffensivt i form af et 3:3-forsvar.
- Det skulle vi have modet til, for det betød ,at de skulle bruge rigtig mange kræfter på at komme ind i den zone, hvor de er bedst. Den udfordring tog spillerne op, og de viste stort mod og bød vanvittigt flot ind, fortæller Aalborg-træneren.
Det bliver en anden opgave, der venter i søndagens finale mod Barcelona, der ikke søger gennembruddene så ensidigt, som Magdeburg gjorde.
- Det bliver nok mere tilbage til det basale forsvar og så stole på det koncept, der har bragt os her til Final4. Men når det er sagt, vil jeg da ikke afvise, at vi kan finde på et eller andet offensivt træk igen, siger Stefan Madsen.
Aalborg Håndbold skal også have knækket koden til at få bolden forbi Emil Nielsen, der stod fremragende i Barcelonas knusende semifinalesejr på 30-18 over THW Kiel.
- Det var ekstraordinært, og han blev også fortjent hyldet for det, roser Stefan Madsen, der dog uanset hvad er sikker på, at hans hold kommer til at yde bedre modstand, end da man i 2021-finalen tabte med 13 mål til spanierne.
- Vi synes, vi står klart bedre rustet denne gang, selvom det stadig bliver en voldsom opgave. Men vi tror sgu på det, siger han - uden at vide, om alle mand bliver klar ovenpå en hård semifinale.
- Nu skal vi lige se, hvordan det ser ud, når vi får samlet op på tingene, men man skal have meget ondt for ikke at stille op i en Champions League-finale.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.