Aalborg viste mesterskabsklasse, da vestjyder blev sat på plads

Aalborg Håndbold hentede en sikker sejr over Skjern Håndbold i den direkte duel om slutspilspuljens førsteplads, og nu venter Fredericia i semifinalerne

Sebastian Barthold og Aalborg Håndbold gav med søndagens sejr over Skjern sig selv de bedst mulige betingelser forud for semifinalerne. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Sebastian Barthold og Aalborg Håndbold gav med søndagens sejr over Skjern sig selv de bedst mulige betingelser forud for semifinalerne. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Med en meget overbevisende 35-27-sejr over Skjern Håndbold sikrede Aalborg Håndbold sig søndag det bedst mulige udgangspunkt forud for DM-semifinalerne.

Med sejren sikrede Aalborg Håndbold førstepladsen i slutspilspuljen, og nu venter Fredericia i semifinalerne, hvor Aalborg i kraft af førstepladsen vil have hjemmebanefordel i en eventuel tredje og afgørende kamp.

Endnu vigtigere fik Aalborg Håndbold søndag bevist, at man nærmer sig topformen efter en noget hakkende start på slutspillet.

Aalborg Håndbold - Skjern Håndbold 35-27 

  • HTH Herreligaen, slutspil
  • Stillinger undervejs: 2-4, 6-6, 9-8, 12-10, 16-11 (pausestilling), 19-13, 21-14, 25-18, 30-23
  • Mål, Aalborg Håndbold: Felix Claar 7, Lukas Sandell 6, Sebastian Barthold 6, Aron Pálmarsson 5, Kristian Bjørnsen 3, René Antonsen 2, Benjamin Jakobsen 2, Martin Larsen 2, Henrik Møllgaard 1, Marinus Munk 1
  • Topscorere, Skjern Håndbold: Lasse Uth 5, Jakob Rasmussen 5, René Rasmussen 5, Senjamin Buric 5.
  • Udvisninger: Aalborg Håndbold 2, Skjern Håndbold 3
  • Tilskuere: 4868

Simen Pettersen gav de vestjyske gæster en perfekt start med kampens to første scoringer, men de to hold fulgtes derudover dog ellers pænt ad i de første små 20 minutter.

Efter godt 19 minutters spil udlignede den tidligere Aalborg-spiller Oliver Norlyk til 10-10, men så trådte hjemmeholdet speederen i bund.

Simon Gade fik godt fat i målet, og foran ham fik et velfungerende forsvar også fremprovokeret flere og flere fejl fra Skjern-spillerne.

Anført af en skarp Aron Pálmarsson scorede Aalborg Håndbold seks gange i træk og forvandlede 10-10 til 16-10, inden Eivind Tangen i første halvlegs døende sekunder fik brudt en ti minutter lang scoringstørke for gæsterne, der dermed kunne gå til pause bagud med 16-11.

Aron Pálmarsson leverede især i første halvleg en meget overbevisende angrebsindsats. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Aron Pálmarsson leverede især i første halvleg en meget overbevisende angrebsindsats. Foto: Torben Hansen

Et kvarters pause var dog ikke nok til at stoppe Aalborg Håndbold, der kom flyvende ud af starthullerne i anden halvleg.

Der var kun spillet tre minutter, da hjemmeholdet havde øget føringen til 19-11, og Skjern-træner Henrik Kronborg følte sig tvunget til at tage en hurtig timeout.

Den var en succes, for Aalborgs gode rytme blev brudt, og med tre mål i træk fik Skjern en smule kontakt igen. Det blev der dog hurtigt sat en stopper for igen, for nu var det Aalborgs tur til at score tre mål i træk, og så var ottemålsføringen genetableret, da Benjamin Jakobsen godt 10 minutter inde i anden halvleg gjorde det til 22-14.

Skjern fik ad flere omgange igen reduceret Aalborgs føring til fem mål, men mere spændende blev det aldrig. I stedet kørte Aalborg Håndbold førstepladsen sikkert hjem, og nu venter Fredericia altså i semifinalerne.

Den første kamp spilles i Aalborg på søndag. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.