Aalborgensisk europamester hyldet på sin hjemmebane: Nu venter en stor beslutning

Hamish Brown skal snart finde ud af, hvad fremtiden skal byde på

Hamish Brown blev fejret hjemme i Aalborg Golf Klub.

Hamish Brown blev fejret hjemme i Aalborg Golf Klub.

GOLF:Der var bobler i glasset, og jordbær ad libitum, da Aalborg Golf Klub fejerede sin nye europamester Hamish Brown. I det dejlige sommervejr blev der holdt et par taler. Sidst men ikke mindst af hovedpersonen selv, der kort genfortalte minderne fra en fantastisk uge i Spanien, hvor 22-årige Hamish Brown sammen med en anden nordjyde, Frederik Kjettrup fra Brønderslev Golfklub, skrev dansk golfhistorie. De var nemlig en del af det første danske herrelandshold, der kunne hjemføre EM-titlen for hold.

- Det er meget sjovt at være med til at skrive dansk golfhistorie. Jeg håber ikke, det er sidste gang. Det var ikke noget, jeg tænkte over, mens vi var i gang, men her bagefter er det en meget rar ting at have med. Vi har et minde for livet her. Vi har noget sammen, som ingen andre har. Vi har vundet et europamesterskab sammen, og det er helt fantastisk, siger Hamish Brown.

At netop dette års udvalgte skulle skrive guldhistorie, stod ikke skrevet i kortene. De foregående år har der været mere oplagte vinderbud fra Danmark, selvom året hold bestemt også er spækket med talent Måske var det i sidste ende en anderledes tilgang til EM, der viste sig at være guld værd.

- De sidste par år har forventningerne altid været, at vi skulle ned og vinde, men jeg tror, vi har kigget forkert på det. Vi har ikke været objektive nok omkring det, så i år var det en anden tilgang, hvor det mere var: Vi må se, hvor vi ender, og den indgangsvinkel fungerede jo fint, siger Hamish Brown.

Se flere billeder nederst i artiklen

For alle golfspillere er det noget specielt, når man er en del af et hold. Ryder Cup-historierne er mange om, hvordan verdens bedste spillere skatter holdånden ekstraordinært i duellerne mellem USA og Europa. Det er en udlægning, som Hamish Brown kan genkende.

- Man sætter tingene i et andet perspektiv. Vi har en uskreven regel, der siger, at lige meget hvad, så bliver du ved med at kæmpe til det sidste. Det er noget lidt andet, når man kun er sig selv. Den værste følelse er at sidde og føle, at man har svigtet sit hold, siger Hamish Brown.

- Vi nød bare sådan en uge, fordi vi så sjældent er afsted som et hold. Det er en uge, som alle gerne vil være en del af, fordi vi har det skide godt sammen. Så det har bare all over været en fed uge. Vi vidste, at hvis vi gjorde vores ting, så ville det sikkert gå godt, siger Hamish Brown.

Prof-tilværelsen venter

Med en EM-titel for hold på CV’et, er det blot et spørgsmål om tid, før Aalborg Golf Klub bliver beriget med en professionel spiller blandt klubbens medlemmer.

- Det er et godt spørgsmål, hvornår det sker. Jeg havde egentligt tænkt, at det her var mit sidste amatør-år, men igen er der ingen tour-skole i år, og nu er der et VM næste år, som pludselig ikke virker så langt væk. Der er også et interessant EM, så det kan godt være, at jeg tager næste år med som amatør, siger Hamish Brown, der gør sig mange overvejelser omkring fremtiden.

- Jeg ved ikke, hvor meget det giver, at turne pro nu, hvis man ikke er i en situation, hvor man får mange invitationer til højere niveauer og sådan noget. Det er træls ikke at kunne gøre det nu, men jeg kan se fordele ved begge ting, så jeg har ikke taget nogen beslutning om næste år, men det gør jeg snart, siger Hamish Brown.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at den talentfulde golfspiller fra Aalborg nok skal ramme de professionelles rækker før eller siden.

- Det kommer helt sikkert til at ske, men om det bliver i år eller næste år, skal jeg have fundet ud af, siger Hamish Brown.

Netop tour-skolen, der plejer at finde sted i efteråret, er helt vital for en ung golfspillers videre karrieremuligheder som professionel.

- Ideelt set ville jeg jo gerne komme langt på tour-skolen. Gerne frem til final stage, hvis jeg klarer cuttet der, så er man lige meget hvad et fantastisk sted. Det er nemt at sige, men der er bare lige 12 runders golf, man skal have spillet, siger Hamish Brown.

Om det så kommer til at hedde Europa Touren, Challenge Touren, eller noget helt tredje må tiden vise, men målet er Europa Touren.

- Jeg ville være lykkelig for at kunne starte med en plads på Challenge Touren, men selvfølgelig allerhelst en plads på Europa Touren. Jeg ville gerne starte på Challenge Touren, men sådan går det jo ikke altid, og Nordic Golf League vil også være et godt sted at starte, så det er win-win. Jeg lærer noget lige meget hvad, siger den gennemsympatiske unge mand og nykårede europamester.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.