Mors‑Thy Håndbold

Årets pokalfighter er ikke i tvivl: Det største der er sket i Mors-Thy's historie

Mors-Thy-spillerne tilskriver fansene og kollektivet æren for den første titel i klubbens historie

Mors-Thy-spillerne stormede ned til tilskuerne, da triumfen var en realitet. Foto: Bente Poder

Mors-Thy-spillerne stormede ned til tilskuerne, da triumfen var en realitet. Foto: Bente Poder

HÅNDBOLD:Mors-Thy sikrede sig søndag aften den største triumf og første titel i klubbens 14-årige historie, da et hårdt fightende nordvestjysk mandskab leverede den helt store overraskelse mod et Aalborg-hold, der gennem sæsonen har domineret i den danske liga.

- Siden klubben blev etableret, er det her det største, der er sket. Det siger selv, at det er en kæmpe oplevelse, og jeg er sindssygt stolt af holdets præstation, siger Mads Hoxer, før han sætter lidt flere ord på den store bedrift.

- Mors-Thy er en klub, der i gåseøjne bare vil kæmpe med om at komme i slutspillet. Det vil sige, at det i hvert fald er en seks-syv hold, som på papiret er bedre end os. Så er der ingen tvivl om, at det er helt vildt, at vi kan stå med guldet om halsen.

Mors-Thy spillede gennem hele kampen med høj intensitet, og det virkede til, at det var den rigtige medicin mod mesterholdet fra Aalborg, der søndag spillede kamp nummer 62 i sæsonen. Spillerne fra Mors-Thy er ikke et sekund i tvivl om, hvor den ekstra energi kom fra.

- Det er fuldstændigt vanvittigt, det vi formåede at præstere, men Bette Balkan skal have en kæmpestor del af æren. Det var en vild kulisse, som de formåede at skabe, og det som i sidste ende gjorde, at vi havde de procenter ekstra, som afgjorde kampen, lyder det fra holdets anfører, Emil Bergholt.

Men det var naturligvis ikke kun fansene, som præsterede på et tårnhøjt niveau. Det gjorde hele Mors-Thy, som rent kollektivt spillede en perfekt håndboldkamp.

- For at vinde sådan en kamp her skal vi have ni spillere, som præsterer på topniveau, og det gjorde samtlige spillere. Når vi rammer de dage, så er vi et supergodt hold, som ikke er sjove at spille mod.

- Det var en kamp, som bølgede lidt frem og tilbage, og det passede os fint. Vi var det skarpeste hold de sidste 10 minutter og kunne køre den hjem derfra. siger Mads Hoxer.

Den unge bagspiller satte to forrygende dage sammen til Final4-stævnet i Herning, og det kastede efter finalen lidt personlig hæder af til Mads Hoxer, der blev kåret til årets pokalfighter.

- Jeg er stolt af det, jeg har leveret, men jeg er mere stolt af holdet. Vi fik det til at fungere som en enhed, siger han.

Pokalfinalen blev en perfekt afslutning på Emil Bergholts tid i Mors-Thy. Stregspilleren skifter til den kommende sæson til Skjern.

- Det var den perfekte måde at slutte på. Vi drømte om guldet og fik det. Det kunne ikke slutte bedre, lyder det fra anføreren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.