Sport

AC Milan udpeger Ruben Amorim som ny cheftræner

I starten af januar blev Ruben Amorim fyret i Manchester United. Nu skal han være cheftræner i AC Milan.

Ruben Amorim skal forsøge at få AC Milan på ret kurs, efter den italienske klub leverede en elendig afslutning på forårssæsonen. (Arkivfoto).
Ruben Amorim skal forsøge at få AC Milan på ret kurs, efter den italienske klub leverede en elendig afslutning på forårssæsonen. (Arkivfoto). Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:33

AC Milan ansætter den tidligere Manchester United-træner Ruben Amorim som ny cheftræner.

Det skriver den italienske fodboldklub på sin hjemmeside.

I udnævnelsen fremhæver Serie A-klubben, at Amorim, der blev fyret i Manchester United fem dage inde i 2026, har en moderne tilgang til spillet.

- Han er en af de bedst forberedte og mest innovative trænere i den nyere europæiske generation, siger Gerry Cardinale, der er grundlægger af RedBird Capital Partners, som ejer klubben.

- Ung, ambitiøs og med en moderne fodboldidentitet defineret ved at dominere kampe med bolden, et moderne presspil og en klar taktisk tilgang.

Milan fyrede efter den netop overståede sæson cheftræner Massimiliano Allegri.

I april og maj spillede Milan i alt otte ligakampe. Kun to blev vundet, og fem blev tabt. Tre af de sidste fire kampe blev tabt. Det kostede en plads i næste sæsons Champions League og den siddende træner jobbet.

Nu overtager Amorim så trænersædet.

I United nåede portugiseren 14 måneder som cheftræner, hvor han vandt knap 39 procent af den engelske klubs kampe.

Det er den næstdårligste statistik for en træner i United siden Alex Ferguson stoppede i 2013, og da Amorim endte i en magtkamp med klubbens ledelse, blev det dråben, der fik bægret til at flyde over.

Ruben Amorim fik sit trænermæssige gennembrud i Sporting CP, hvor han havde stor succes og førte hovedstadsklubben til flere portugisiske mesterskaber.

I Milan har Ruben Amorim fået en kontrakt, der gælder til sommeren 2028.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden