Ærgerlig Brøndby-træner efterlyser kvalitet efter exit

Niels Frederiksen og Andreas Maxsø erkender, at Brøndby manglede kvalitet og kynisme i Europa.

Sparta Prague vs Brondby IF <i>Martin Divisek/Ritzau Scanpix</i>

Sparta Prague vs Brondby IF Martin Divisek/Ritzau Scanpix

Det danske mesterhold Brøndby IF er færdige i Europa for denne sæson.

Efter seks nederlag og to uafgjorte i løbet af efteråret sluttede holdet sidst i sin Europa League-pulje.

Torsdag tabte Brøndby 0-2 hos Sparta Prag. En sejr havde givet adgang til Conference Leagues slutspil.

- Man står med en ærgerlig fornemmelse her efter kampen, fordi vi havde sat næserne op efter, at vi skulle videre fra puljen.

- Jeg synes også, vi havde en mulighed, og kampen viste også, at vi godt kan spille med mod nogle af de her hold i Europa, siger Brøndby-træner Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.

Frederiksen mener, at "manglende kvalitet i afgørende situationer" var forskellen på succes eller exit. Anfører Andreas Maxsø er enig.

- Vi mangler måske lige det sidste for at være med. Jeg er tilfreds med, at vi stod med muligheden her til sidst for at spille os videre i Europa.

- Men vi manglede kynismen, og så vinder man ikke, når man spiller internationalt og ikke har den, siger Maxsø.

AGF floppede i sommer stort med et samlet nederlag mod nordirske Larne FC i Conference League-kvalifikationen.

De resterende tre danske hold i de europæiske turneringer - FC Midtjylland, FC København og Randers FC - har alle spillet sig videre til flere europæiske kampe i foråret.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.