Vendsyssel FF

Ærgerlig Vendsyssel-anfører efter nederlag: Glæder sig over én ting

En hånd på bolden fra anføreren blev afgørende i søndagens opgør mod FC Fredericia, men at komme tilbage på fodboldbanen gjorde stadig godt

Vendsyssel FF mødte søndag eftermiddag FC Fredericia i fodboldens 1. division. Foto: Henrik Louis

Vendsyssel FF mødte søndag eftermiddag FC Fredericia i fodboldens 1. division. Foto: Henrik Louis

FODBOLD:En uheldig hånd på bolden gjorde, at gæsterne fra FC Fredericia søndag kunne tage retur fra Hjørring med en 1-0- sejr over Vendsyssel FF i NordicBet Ligaen.

Da dommeren pegede på straffesparkspletten, var der ikke mange klager fra manden med den "ulovlige" kropsdel, anfører Søren Henriksen.

- Bolden rammer min hånd, så der er ikke så meget at sige til det. Jeg synes, at den kommer meget tæt fra ham, der står foran mig, og rammer min hånd. Jeg ved ikke, om den er der, eller ikke er der, men der er ikke så meget at gøre, når han (dommeren, red.) har dømt det, lyder det fra anføreren

Og selv om det er en ærgerlig måde at tabe en ellers lige kamp på, tog Søren Henriksen også noget positivt med fra oplevelsen.

- Det er fedt at komme i gang igen og spille om noget, der gælder. Så på den måde er det dejligt at være tilbage, men selvfølgelig savner vi at have vores fans på stadion. Det kunne måske have givet os lidt ekstra i dag, siger forsvarsspilleren.

Anføreren har for nylig sværget troskab til Vendsyssel FF i endnu en sæson, og det var ikke en beslutning, han var ret meget i tvivl om.

- Jeg synes, at jeg er et rigtig godt sted, og jeg er rigtig glad for at være her. Man ved ikke rigtig hvad der sker, og det har jo været en mærkelig tid, så derfor valgte vi at forlænge med et år. Jeg synes, at vi har holdet til at spille med længere fremme end vi gør, og det håber jeg selvfølgelig, at vi kan gøre næste år, og det vil jeg rigtig gerne være en del af, fortæller Søren Henriksen.

For anføreren er det derfor også vigtig, at Vendsyssel får skabt mere luft til nedrykningsstregen, som i den aktuelle sæson kun ligger seks point væk.

- Det er stadig vigtigt, at vi holder øje med stregen, for den er sgu ikke så langt fra, som vi gerne ville have, at den skal være. Det bliver vi nødt til at tage seriøst, og det handler selvfølgelig om at komme så hurtigt som muligt væk derfra og kigge fremad, lyder det fra Søren Henriksen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.