Ærlig Møllgaard efter nedtur: Vi slår ingen, hvis vi laver 17 tekniske fejl

Aalborg Håndbold havde masser af grus i maskineriet i ligapremieren mod SønderjyskE

Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

HÅNDBOLD:Veteranen Henrik Møllgaard var ærgerlig men fattet i kølvandet på Aalborg Håndbolds overraskende nederlag i ligapremieren mod SønderjyskE torsdag aften.

Selvom de danske mestre havde to chancer for at udligne i kampens sidste minut, så vælger landsholdsspilleren først og fremmest at lette på hatten for sønderjydernes triumf på 29-28.

- Vi fik skabt noget panik i kampen til sidst, som var vores chance, men egentlig synes jeg, at SønderjyskE bare var bedre på aftenen og vandt fortjent. De har også et virkelig godt, sammenspillet hold med stor fysik, og så har de en fantastisk hjemmebane, roser Henrik Møllgaard.

Den væsentligste årsag til Aalborg Håndbolds nederlag skal dog findes i de 17 tekniske fejl, som de formåede at samle sammen undervejs i kampen.

- Det er selvfølgelig langt over, hvad vi kan tillade os, hvis vi skal slå nogen som helst. Og en del af forklaringen er, at vi stadig laver de der fejl, hvor den ene tror, at den anden løber indad, men så løb han udad i stedet. Vi kan jo godt mærke, at vi mangler nogle timer sammen i træningslokalet og ikke har den der trygge base, vi kan falde tilbage på, siger Henrik Møllgaard.

For et år siden startede Aalborg Håndbold også sæsonen med mange nye spillere på holdet, men dengang kørte tingene som smurt fra dag ét, så selvtilliden blev gigantisk og aldrig forsvandt.

- Det er måske okay, at vi denne gang møder modgangen allerede nu, så vi lige bliver bevidste om, hvad vi skal have kigget på. Vi er et par uger bagud, og det må vi arbejde os udad i træningslokalet.

- Samtidig må vi forvente, at alle de hold, vi kommer til at møde fremover, vil elske at få vores skalp, for vi er dem, der stikker snuden frem. Så giver modstanderne altså lige 5-10 procent mere i kampene, siger Henrik Møllgaard.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.