Afbrudt Vendsyssel-kamp viste stærke tendenser

Vendsyssel FF spillede fredag mod en polsk modstander på mandskabets træningslejr, men opgøret blev afblæst før tid

Vendsyssel-træner Henrik Pedersen er landet i Tyrkiet, hvor han er på træningslejr med sit hold. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Vendsyssel-træner Henrik Pedersen er landet i Tyrkiet, hvor han er på træningslejr med sit hold. Arkivfoto: Lars Pauli

ANTALYA:Vendsyssel FF spillede fredag den første træningskamp på træningslejren i Tyrkiet. Men det blev ikke til en hel kamp, da tordenvejr over Antalya gjorde, at mandskaberne gik fra grønsværen før tid. Efter 56 minutter blev kampen således fløjtet af.

- Det var i hvert fald så galt, at vi ikke turde fortsætte og tage risikoen. Jeg synes, at det var den rette beslutning, fortæller cheftræner Henrik Pedersen.

Knap en time fik Vendsyssel FF prøvet sig af mod de polske modstandere. Særligt de første 45 minutter blev en udfordring grundet vejret.

Vendsyssel FF - GKS Katowice 0-0 (0-0)*

  • Fodbold, testkamp, mænd
  • Vendsyssels opstilling (4-3-3): Marcus Bundgaard (Lukas Jonsson, 46. minut) - Thomas Christiansen (Rune Frantsen, 46. minut), Mads Greve, Emil Arendrup Nielsen, Terence Baya (Fabrice Mezama, 46. minut) - Parfait Bizoza, Zander Hyltoft, Anton Søjberg (Carl Lange, 46. minut) - Lucas Jensen, Lasse Steffensen (Wessam Abou Ali, 46. minut), Tiemoko Konaté
  • *Afbrudt efter 56 minutter grundet torden

- Vi spillede i en stærk mod- og medvind, hvor vi startede i modvinden. Men vi spillede godt trods den, og vi stod igen stærkt i vores defensiv. Vi var ikke så produktive i vores omstillinger, men vi var stærke på bolden, og det er tydeligt, at spillerne rykker sig i forhold til vores positioner og bevægelser, lyder det fra en tilfreds træner.

I anden halvleg blev der skiftet fem spillere ud, og ind kom angriberen Wessam Abou Ali. Han fik hurtigt vist sin farlighed med to scoringer trods den korte anden halvleg. Men begge mål blev underkendt for offside.

- Specielt det ene mål var meget flot gennemspillet, bemærker Henrik Pedersen.

Emil Arendrup Nielsen blev igen prøvet af som midtstopper ved siden af Mads Greve, mens Terence Baya indtog backpositionen, som Nielsen tidligere har spillet for Vendsyssel. Dermed mangler der også lidt bredde i den nordjyske defensiv.

I den forbindelse er forsvarsspilleren Fabrice Mezama fra FC Midtjylland med på træningslejren i Tyrkiet. Her viser han sig frem og spiller for en mulig plads på Vendsyssels mandskab.

- Det var mega synd for ham, at vi kun så ham i 12 minutter i kampen. Han skulle have spillet hele anden halvleg. Men han gjorde det fint, og vi overvejer, hvordan vi skal gøre herfra, siger Henrik Pedersen.

Den 3. februar skal Vendsyssel igen i aktion på træningslejren. Her venter to modstandere på samme dag. Den ene modstander kendes endnu ikke, mens den anden bliver bulgarske Arda Kardzhali.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.