AGF henter norsk angriber på femårig kontrakt

Angriberen Sigurd Haugen skifter fra norsk fodbold til AGF i Superligaen på en femårig aftale.

AGF-sportschef Stig Inge Bjørnebye (til højre) vurderer, at ny norsk angriber kan tage store skridt i Superligaen. (Arkivfoto). <i>Bo Amstrup/Ritzau Scanpix</i>

AGF-sportschef Stig Inge Bjørnebye (til højre) vurderer, at ny norsk angriber kan tage store skridt i Superligaen. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

AGF opruster i offensiven med købet af angriberen Sigurd Haugen.

Den 24-årige nordmand er hentet i norske Aalesunds FK. Det oplyser AGF torsdag på sin hjemmeside.

Stig Inge Bjørnebye, sportschef i AGF, hilser den øgede konkurrence i angrebet velkommen. Købet skal give cheftræner Uwe Rösler flere muligheder.

- Det har været vores mål at tilføre nogle lidt andre kompetencer på angriber-positionen, end dem vi har i forvejen.

- Det får vi med Sigurd, der giver Uwe flere taktiske muligheder i offensiven, siger Stig Inge Bjørnebye til klubbens hjemmeside.

Ud over Aalesund har Sigurd Haugen spillet i belgiske Royale Union Saint-Gilloise samt Sogndal og Odds BK.

- Vi er meget tilfredse med, at det i kamp med flere andre klubber er lykkedes at hente Sigurd til AGF. Han er en hårdtarbejdende, aggressiv angriber, der skaber stor uro i modstandernes felt.

- Han har gode afslutningsfærdigheder, og så har han en mentalitet, der passer godt ind på vores hold og i en klub som AGF, siger Stig Inge Bjørnebye.

Sigurd Haugen, som er stolt og glad for aftalen, har sin første arbejdsdag i AGF fredag.

- Jeg ser frem til nogle gode år i Aarhus. Jeg har virkelig stor tro på projektet. Uwe og Stig Inge har solgt det på en god måde, og jeg glæder mig til at være med til at bygge noget godt op.

- Der er et enormt potentiale i klubben, og jeg er kommet for at være med til at forløse dette potentiale - og også få mit eget potentiale ud, siger Sigurd Haugen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.