AGF tog første stik i Europa playoff

Det bliver med et dårligt udgangspunkt, som AaB skal forsøge at besejre AGF samlet i returkampen

Mikkel Færgemann Viken
Foto: Michael Koch
AaB 5. maj 2019 13:58 - Opdateret 5. maj 2019 17:29

FODBOLD: Søndag middag tog AaB hjemme imod AGF i den første af to indbyrdes playoff-kampe til europæisk fodbold, og det bliver et skidt udgangspunkt, som AaB tager med til Aarhus i returkampen, da gæsterne besejrede værterne med 0-1.

AaB fik en urolig indledning på kampen, hvor AGF fik presset nordjyderne godt ned på egen banehalvdel. Det var først efter fem minutter, at hjemmeholdet fik tid på bolden, men de blev til gengæld farlige med det samme.

Patrick Kristensen slog en bold ind mod Tom Van Weert, der tog en berøring med brystkassen og derefter sendte et saksespark mod mål. Men AGF’s målmand Kamil Grabara var årvågen i målet og fik bakset bolden op på overliggeren.

Artiklen fortsætter under billedet

Mikkel Færgemann Viken
Foto: Michael Koch

Godt et kvarter inde i kampen var AaB på spil igen. Frederik Børsting erobrede bolden med en hård tackling på midten og sendte Tom van Weert afsted. Hollænderen fandt Kasper Kusk i højre side, men kantspilleren gik for langt ned i tempo, og derfor blev han indhentet af Jens Stage, som fik blokeret Kusks afslutning.

Det var til at se på begge hold, at der var meget på spil, for ingen af holdene var villige til at løsne synderligt meget op i kæderne, og det var derfor også en flot individuel præstation fra 20-årige Alexander Ammitzbøll, der skulle til, før østjyderne fik deres første store mulighed.

Angriberen vandt sin duel mod Mathias Ross i venstre side og gled forbi Magnus Christensen i feltet, men stolpen stod i vejen for afslutningen.

Minuttet efter driblede Kasper Kusk sin direkte oppasser og spillede bolden videre til Rasmus Thellufsen, som kom til en afslutning, men AGF'erne fik endnu engang blokeret skuddet.

Artiklen fortsætter under billedet

Mikkel Færgemann Viken
Foto: Michael Koch

Få minutter før pausen gik det galt for AaB, da Mustapha Bundu fandt et mellemrum mellem Jores Okore og Patrick Kristensen, som Jakob Ankersen tog et løb mellem og modtog bolden, som han sikkert sparkede ind til 0-1.

Mustapha Bundu voldt flere gange AaB-spillerne problemer. Han viste sig endnu engang flot frem efter pausen, da han tog et træk forbi Lukas Klitten og med en aflevering fandt Mustafa Amini, der to bolden med med hælen, men afslutningen sad lige i ryggen af Patrick Kristensen.

Halvvejs inde i anden halvleg fandt Mikkel Kaufmann Kasper Kusk på kanten, der efter et par berøringer slog en farlig bold ind til Tom van Weert, men AaB-angriberen fik kun lige det yderste af støvlen på bolden.

Med ti minutter igen fik Alexander Ammitzbøll i hård kamp mod Jores Okore sendt en afslutning mod mål, som fik nettet til at blafre, men AaB slap med skrækken, da det var sidenettet, som fik netmaskerne til at gynge.

Adama Guira skulle ikke bruge lang tid på banen, før han fik en kæmpe mulighed for ar bringe gæsterne foran med to, men han brændte på tæt hold foran mål, da Jacob Rinne kom i vejen.

På trods af resultatet formåede AaB ikke at presse AGF i slutminutterne, og derfor tager gæsterne fra Aalborg Portland Park med et godt resultat i bagagen.

Tema: AaB

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...