Agger efter sejr over Hobro: Den trængte vi til

Vendsyssel rejste sig forbilledligt efter det store nederlag i weekenden

Mikkel Agger i jubel efter scoringen til 1-0. Foto: Torben Hansen

Mikkel Agger i jubel efter scoringen til 1-0. Foto: Torben Hansen

FODBOLD:Der var tunge skyer over Vendsyssel, efter holdet i weekenden tabte med hele 6-0 i forårspremieren til Fremad Amager.

Tirsdag skulle de kæmpe med ikke bare lokalrivalen fra Hobro, men også en tæt tåge, der gjorde spillet på Nord Energi Arena nærmest umuligt at følge med i i anden halvleg.

Men det klarede Vendsyssel uden de store problemer, og sejren på 3-0 var ikke ét mål for lille.

- Vi havde virkelig brug for den her kamp ovenpå i lørdags, og vi var meget, meget opsatte, lyder det fra angriberen Mikkel Agger, der åbnede scoringen efter 26 minutter efter en fremragende bold fra Jelle van der Heyden.

- Det virker lidt til, at han kan finde mig i søvne, for han fandt mig også to gange i testkampen mod Silkeborg. Så det håber jeg da, at han kan fortsætte med, siger angriberen.

I anden halvleg blev det en særdeles vanskelig opgave for både spillere og tilskuere at følge med, for der lagde sig en tung tåge over Nord Energi Arena, men det var Vendsyssel, der brød igennem tågen med flest muligheder.

- Det var svært for mig at se, hvad der foregik nede i den anden ende, og vi kom ud efter pausen og tænkte: Hvad er der sket her? For pludselig kunne vi ingenting se. Det var lettere surrealistisk, siger Mikkel Agger, der tidligt fik gult og i anden halvleg flere gange udtrykte utilfredshed med dommeren.

- Hvis ikke, der skal være intensitet i et lokalopgør, som det her, så ved jeg ikke, hvornår der skal være det. Men jeg synes, jeg holdt mig nogenlunde sober i munden, lyder det med et grin fra angriberen.

Vendsyssel fik også endelig en scoring fra Ali Messaoud, der i lørdags brændte straffe mod Fremad Amager og tirsdag brændte han en gigantchance med frit mål, hvor han ramte overliggeren.

- Jeg var virkelig glad, da det så lykkedes at score. Men omvendt, så tager jeg det heller ikke så tungt. Jeg er rigtig god til at bevare roen og holde fast i, at det her er fodbold. Men i dag var vi virkelig gode, og det var en vigtig sejr, siger Ali Messaoud.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.