AaB

AK før pokalbraget mod sine gamle venner: Jeg vil nyde det mere

SønderjyskE-angriberen mindes med glæde finalesejren i 2014

Anders K. Jacobsen (til venstre) sammen med Rasmus Thelander, Johan Abasalonsen og Lucas Andersen ved pressemøde i Esbjerg dagen før pokalfinalen. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Anders K. Jacobsen (til venstre) sammen med Rasmus Thelander, Johan Abasalonsen og Lucas Andersen ved pressemøde i Esbjerg dagen før pokalfinalen. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

FODBOLD:For SønderjyskE er det klubbens første pokalfinale, når klubben onsdag aften tørner sammen med AaB på Blue Water Arena i Esbjerg.

Men for angriberen Anders K. Jacobsen er pokalfinalen en velkendt følelse, der samtidig giver rigtigt gode minder.

I 2014 var han med på det succesrige AaB-hold, der sikrede The Double ved at besejre FC København med hele 4-2 efter en fremragende finale i Telia Parken.

- Det er bare sindssygt gode minder om et år, hvor alt gik op i en højere enhed. Det jeg vil tage med mig til denne gang er, at jeg skal huske at nyde det lidt mere, hvis det skulle lykkes os at vinde, siger angriberen.

- Det hele gik meget stærkt på det tidspunkt i 2014, men det er stadig et minde for resten af livet og en suveræn dag, siger han.

Anders K. Jacobsen fulgte siden med AaB’s mestertræner Kent Nielsen til OB, men i vinterpausen i år skiftede han til SønderjyskE, som han hurtigt var med til at sende i pokalfinalen, da han scorede sejrsmålet i semifinalen mod AC Horsens med bare to minutter igen af kampen.

- Pokaleventyret har jo været lidt anderledes for mig, fordi jeg kom til så sent, så jeg var blandt andet ikke med til den specielle sejr i Brøndby, siger han om kvartfinalen, hvor hele SønderjyskE-holdet sad i kø i tre timer på Storebæltsbroen.

- Vi har præsteret godt, for vi har slået tre superligahold og et hold fra 1. division ud, og det er stærkt i sig selv. Det har været nogle tætte kampe, men vi har gjort det, der skulle til for at stå her. Og nu skal vi så tage det sidste skridt, for ellers er det jo alligevel lidt ligegyldigt. Det er den her finale, det handler om, siger Anders K. Jacobsen.

For SønderjyskE har der været meget på spil i Superligaen de seneste uger, hvor klubben stadig kæmper for at undgå nedrykning og lige nu har to point ned til den plads, som vil sende holdet ud i playoffkampe om at blive i den bedste række. Og det har været med til at fjerne fokus lidt fra det, der ellers er den første finale for Haderslev, som klubben har hjemme i.

- Det har fyldt sindssygt meget indtil dagene op til, så det er først nu her, at vi for alvor har kunnet begynde at tænke på pokalfinalen. Men jeg ved, at der er lavet flere initiativer til, at det kan blive en festdag i Haderslev, så det er positivt. Det giver jo meget spænding og glæde i lokalområdet, at vi står med chancen for at vinde noget, så nu skal vi tage den hele vejen.

- AaB har nok ikke haft helt så meget fokus på Superligaen, som vi har, men en finale er en finale, så jeg er ikke sikker på, at der en fordel for dem.

Og en finale i Sydbank Pokalen er noget, man skal huske at nyde.

- Jeg glæder mig helt vildt. Det er en mulighed for at opnå noget, og det i 2014 står som et klart minde, og det vil jeg gøre alt for at gentage sammen med mit nuværende hold. Jeg vil meget gerne prøve at skrive historie med SønderjyskE.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.