Analyse: Aalborg kender opskriften - men de sidste ingredienser mangler

Der er stadig grund til at være optimist på Aalborg Håndbolds vegne, men der er nogle punkter, som død og pine skal forbedres til næste finale

Henrik Møllgaard er enestående, når det kommer til at ofre sig selv i holdets tjeneste, men selv evighedsfighteren må også have en grænse. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Henrik Møllgaard er enestående, når det kommer til at ofre sig selv i holdets tjeneste, men selv evighedsfighteren må også have en grænse. Foto: Lars Pauli

AALBORG:Rundt om på de sæder, der endnu var besat i minutterne efter GOG-sejren var en realitet, sad nogle nedtrykte Aalborg Håndbold-fans i deres røde trøjer, som i de sidste fem minutter af finalen var gået fra at være det røde hav til at være det døde hav. 

Måske sad flere af dem og fik mindelser om sidste sæsons afgørende DM-finale, for kampforløbet lignede i store træk det, som man så for et år siden, da DM-guldet havnede i Gudme. 

Aalborg Håndbold leverede en første halvleg, der var tæt på optimal, men som i flere andre kampe i de seneste sæsoner, så ramlede det aalborgensiske korthus efter pausen. Kvaliteten dalede i både angrebs- og forsvarsspil i en grad, så det næsten virkede givet, at GOG ville vinde længe inden, det blev en realitet. 

Det er GOG, der dags dato har en mental overhånd på Aalborg, hvor det i flere sæsoner var omvendt.

Det efterlader Aalborg Håndbold i en situation, hvor der på den ene side er lidt grund til optimisme på baggrund af første halvleg. Pessimismen er dog fremherskende. Mest af alt fordi GOG ligner et hold, der helt overordnet har nemmere ved at kopiere sin anden halvleg, end Aalborg har ved at gentage sin første halvleg, når det går løs i Odense. 

Aalborg Håndbold skal mest af alt blive i stand til at sætte 60 nogenlunde stabile minutter sammen. Det mindre sammenbrud, der indtraf i begyndelsen af anden halvleg må for alt i verden ikke gentages i Odense, for så vinder GOG. 

Felix Claar er fortsat den helt store nøgle til offensiv Aalborg Håndbold-succes. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Felix Claar er fortsat den helt store nøgle til offensiv Aalborg Håndbold-succes. Foto: Lars Pauli

Det er relevant at se på, om Aalborg-holdet har den fornødne kvalitet til at udfordre GOG over 60 minutter i sin nuværende forfatning. Det er nemlig tvivlsomt. Særligt, når Lukas Sandell og Felix Claar ikke for alvor finder rytmen, som de ikke formåede at gøre over alle 60 minutter. 

Aalborg Håndbold mistede overblikket i begyndelsen af anden halvleg og begik nogle skæbnesvangre fejl. Det må på sin vis være demoraliserende at slide så hårdt for det i så mange minutter, og så smide det hele i skraldespanden på nogle få angreb. For det var reelt det, Aalborg gjorde. Helt ukarakteristisk for et hold med Aalborgs rutine.

Hvis Aalborg Håndbold kan holde hovedet koldt gennem alle 60 minutter og ikke få en nedsmeltning, som det var tilfældet i begyndelsen af anden halvleg, så er der stadig gode muligheder for, at Jan Larsens mandskab kan fremtvinge en tredje DM-finale. 

Rækker kræfterne?

Den anden hovedingrediens i en eventuel Aalborg-sejr skal være en bedre dosering af kræfter. Det var tydeligt, at GOG havde mest at skyde med i kampens sidste fjerdedel. En sæson med underbemandet bagkæde har sat sine spor hos Aalborg Håndbold, der virker mere ramt end en ellers også mærket modpart. I den forbindelse skal Møllgaard dog roses. Hvad er den mand lavet af?

Aalborgs feberredning - eller hemmelige ingrediens om man vil - kan bestå i at få et par skadede spillere tilbage. Martin Larsen gør det godt defensivt, hvor han virkelig kommer ind og gør god fyldest, men offensivt kan han ikke bringe kvalitet nok i en DM-finale på nuværende tidspunkt. Derfor vil det være en kæmpe hjælp til Aalborg Håndbold, hvis Mads Hoxer kan blive klar. Der er forhåbninger om det, men det er et tyndt halmstrå at klamre sig til lige nu. 

Det ville ligeledes være en potentiel gamechanger, hvis Aron Palmarsson kunne komme i aktion en sidste gang i Aalborg-trøjen. Der er ingen tvivl om, at islændingen gerne vil, men han skal naturligvis være klar til opgaven. Det ligger dog fast, at Aalborg skal ud at finde nogle kræfter, som man ikke har lige nu.

Aalborg Håndbold-spillerne var ikke tilfredse med dommerparret, men de har nu mest af alt sig selv at takke for, at de ikke vandt den første DM-finale. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Aalborg Håndbold-spillerne var ikke tilfredse med dommerparret, men de har nu mest af alt sig selv at takke for, at de ikke vandt den første DM-finale. Foto: Lars Pauli

Som en note skal dommerne også lige vendes. Håndbold har udviklet sig til et spil, hvor fejlkendelser åbenbart er helt i orden, og det er en sygdom, som man skal have slået ned i en fart, for det er tåbeligt, at man har regler, der åbenlyst bøjes. 

Når dommerparret efterfølgende stiller sig op i studiet og påpeger, at det handler mere om at skabe flow i kampen end at dømme efter reglerne, så er der noget helt galt. Prøv at tænk, hvis politiet havde samme holdning til overholdelse af fartgrænser, som dommerne åbenbart har til skridtreglerne. Lav reglerne om, eller døm efter dem.

 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod fare for nedstyrtning på supersygehus
Luk