Håndbold‑EM, kvinder

Analyse: Danmark kan tage et skridt op ad rangstigen

De danske håndboldkvinder er ikke favoritter mod Rusland, men chancerne for en semifinaleplads er bestemt til stede, vurderer NORDJYSKEs håndboldekspert

Jesper Jensen er i gang med sin første slutrunde som landstræner og har fået en løfterig start .Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Jesper Jensen er i gang med sin første slutrunde som landstræner og har fået en løfterig start .Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD:Der er mange gode ting i gang på det danske kvindelandshold i håndbold under landstræner Jesper Jensens ledelse, men i aften kan holdet også resultatmæssigt tage et skridt op ad rangstigen her kort inde i hans regeringsperiode.

Med en sejr i aftenens kamp mod Rusland spiller Danmark sig frem til semifinalerne ved EM på hjemmebane, og mulighederne herfor er bestemt til stede. Det forsvarsspil, vi så søndag aften i særligt første halvleg i sejren over Spanien, var enormt opløftende.

Det var enormt kløgtigt forsvarsspil, hvor man med en håndboldfaglig term bed på de helt rigtige ting i forsvarsspillet. Det bliver vigtigt at holde den kurs i aften, for det vil gøre det sværere for russerne at komme på kant af det danske forsvar. Mod Spanien stemplede Sandra Toft i målet ind igen-igen, og det bliver uden tvivl også vigtigt mod Rusland, at danskerne har en målmand med høje redningsprocenter.

Danmark har muligheden for at komme i semifinalen, men vi skal også have respekt for, at det er en hård nød, der skal knækkes. Vi må anerkende, at Rusland kun har sat point til mod Frankrig, som Danmark havde svært ved at matche over 60 minutter. Om favoritværdigheden i russisk favør er 60-40 eller 55-45, er svært at sige, men jeg vurderer, at de har en lille overhånd.

Var kampen blevet spillet i en fyldt Jyske Bank Boxen, kunne det have rykket på favoritværdigheden, men sådan er det jo som bekendt ikke.

Skal Danmark trodse de odds og alligevel spille sig i semifinalen, skal det være efter samme recept, som Spanien blev nedlagt med søndag aften. I de første kampe under EM var udnyttelsesprocenten i kontraspillet ikke god nok, men det var der rettet op på i første halvleg mod Spanien. Det bliver alfa omega at få et godt forsvar og en god kontrafase op at stå, for Danmark kommer til at stå over for en stærk russisk defensiv, så det kan meget vel give problemer, hvis der skal spilles for meget seks mod seks. Kampen om at vinde defensiven og kontrafasen bliver helt afgørende.

Sikkert er det, at der venter en meget interessant kamp. Som nævnt er der gang i nogle gode processer under Jesper Jensen, og det er tydeligt, at der er en god balance, og at både spillere og Jesper trives, så det ville være et fantastisk rygstød, hvis et nyt landshold med en ny besætning også kan levere et stort resultat.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.