Håndbold

Analyse: Denne gang fik Aalborg stoppet blødningen

Aalborg Håndbold var i store perioder klart bedst i Holstebro, og i modsætning til i efteråret fik man også stoppet en nedtur i tide

Simon Gade fik en forrygende start i Holstebro. Siden faldt han noget i niveau, men så kom Mikael Aggefors ind og tog over. Foto. Lars Pauli
Simon Gade fik en forrygende start i Holstebro. Siden faldt han noget i niveau, men så kom Mikael Aggefors ind og tog over. Foto. Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:16

HÅNDBOLD: Det lignede noget, man havde set lidt for mange gange i denne sæson, da TTH Holstebros Magnus Bramming godt to minutter inde i anden halvleg af fredagens forårspremiere mod Aalborg Håndbold reducerede til 15-17.

Aalborg Håndbold var i færd med at formøble en komfortabel ottemåls-føring, men til forskel fra tidligere i sæsonen fik de danske mestre denne gang stoppet blødningen i tide.

I stedet endte det i sidste ende med en overbevisende 34-27-sejr til Aalborg, der dermed fik en resultatmæssig optimal start på sæsonens anden halvdel, hvor nordjyderne skal jagte både mesterskabet og pokaltitlen på den hjemlige scene samt succes i Champions League.

Se masser af billeder fra kampen nederst i artiklen.

At Aalborg Håndbold denne gang fik en lille nedtur i kampens midterste tredjedel havde dog nok sine naturlige årsager, idet cheftræner Stefan Madsen måtte se bort fra hele fire bagspillere.

Sebastian Henneberg og Martin Larsen er langtidsskadede, og dertil kom, at hverken Aron Pálmarssson eller Felix Claar var med i Holstebro.

Dermed var ansvaret lagt over på skuldrene af en bagkæde bestående af Lukas Sandell, Henrik Møllgaard og Nikolaj Læsø.

Den opgave løste trioen glimrende, men i første halvleg var det især defensiven, der faldt i øjnene. Bag sit solide forsvar stod Simon Gade forrygende, og undervejs i første halvleg var målmandens redningsprocent helt oppe på 60. Det lignede da også en tidlig afgørelse, da Aalborg Håndbold efter godt 20 minutters spil var foran med 14-6.

Den føring skrumpede som nævnt ind, men det overordnede indtryk var, at Aalborg Håndbold leverede et solidt stykke håndværk i Holstebro. Især var det positivt, at man denne gang fik standset nedturen, for i efteråret var der flere eksempler på, at holdet faldt helt sammen, når modgangen ramte.

På topniveauet og i stærkeste opstilling er der ingen tvivl om, at få hold på den hjemlige scene kan matche Aalborg. For mange point blev sat til i efteråret, så målet om at vinde grundspillet bliver ikke indfriet, men det betyder så langt fra, at Aalborg ikke kan genvinde det danske mesterskab.

Særligt med tanke på den alvorlige knæskade til GOG's Mathias Gidsel kommer Aalborg efter alt at dømme endda til at gå ind i slutspillet som mesterskabsfavoritter, selv om udgangspositionen efter grundspillet formentlig er en andenplads.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden