Analyse: Det ligner tre nordjyske hold i 1. division fra sommer
Hobro ser ud til at komme blæsende fra start, som man også gjorde for et år siden, mens Vendsyssel FF skal finde en måde at revanchere en jammerlig forårspremiere på

Hobro IK og Vendsyssel FF tørnede søndag sammen i Nordicbet Ligaen. Noget kunne tyde på, at AaB fuldender en nordjysk trio i 1. division efter sommerferien. Foto: Claus Søndberg
HOBRO:Man kan argumentere for, at det er en letkøbt og overfladisk konklusion at drage efter en enkelt runde af forårets kampprogram, når postulatet er, at AaB rykker ned fra Superligaen, Vendsyssel ikke rykker op i Superligaen, og Hobro undgår nedrykning til 2. division. Det er ikke desto mindre den indlysende og nok også lidt ildevarslende opfattelse, der står tilbage efter den første fulde runde i landets to bedste rækker.
Vendsyssel FF viste i søndagens 1-3-nederlag en gammelkendt version af sig selv. En version fra efterårets nederlag, hvor vendelboerne i flere tilfælde havde store problemer mod rækkens bundhold.
Hobro kunne for sin del ikke bede om meget mere. Keeper Adrian Kappenberger vil nok være irriteret over, at Hobro i syvende tillægsminut måtte kapitulere over for Vendsyssels hær af hovedstødsstærke folk.
Det er dog helt sikkert, at den stakkels Vendsyssel-keeper Marcus Bundgaard havde det værre end Kappenberger, da kampen var forbi. Bundgaard skal have elimineret de fejl, der har forfulgt ham i de seneste to kampe. I træningskampen mod AaB var han stærkt impliceret i begge AaB-scoringer, og mod Hobro kategoriserede træner Henrik Pedersen de tre Hobro-scoringer som et resultat af to et halvt store drop fra Bundgaard. Det skal der ganske enkelt ændres på.
Det var ikke en særligt godt eksekveret kamp fra Vendsyssel FF. Ikke mindst fordi Hobro havde læst godt på lektien og var taktisk helt på højde med situationen. Vendsyssels evne til at skabe de mange indlægssituationer var helt fraværende i Hobro, og i stedet var det Hobro, der via en solid defensiv, stor skarphed og en hidtil uset friskhed i boldomgangen fik skabt et grundlag for at vinde det nordjyske 1. divisionsopgør.

Der var godt gang i målscoringen, da Hobro og Vendsyssel tørnede sammen i 1, division Foto: Claus Søndberg
Vendsyssel skal ganske enkelt have fjernet de udfald, hvis det på nogen måde skal blive aktuelt at snakke Henrik Pedersens tropper ind i en oprykningsligning i løbet af foråret. Nu venter der fire kampe mod de øvrige tophold i 1. division, inden rækken splittes i et op- og et nedrykningsspil.
Kampe mod Næstved, Vejle, Sønderjyske og Hvidovre skal definere, hvordan Vendsyssel skal angribe oprykningsspillet. Lidt paradoksalt er det mod de øvrige tophold, at Vendsyssel FF har set bedst ud i denne sæson. Den trend skal fortsætte, hvis ikke oprykningsspillet skal ende med at blive en lang badeferie for vendelboerne.
Hobro skal bygge på
Hobro ligner sig selv. Og dog. Der er blevet arbejdet lidt med måden, man kan spille sig frem til chancer på. Her er det tydeligt at se, hvordan Mathias Haarup nok skal bringe noget tiltrængt kvalitet på bolden ind på et til tider teknisk udfordret Hobro-hold.
Hobros indledning på foråret bør i første omgang skabe optimisme i Himmerland. Det minder til forveksling om den indledning, man fik for et år siden, da opturen væk fra nedrykningspladsen blev indledt med en sejr over netop Vendsyssel FF.
Den defensive organisation fremstår så tilpas stærk, at den nok skal holde Hobro fra nedrykning i denne sæson. Her virker hold som Nykøbing, Fremad Amager og FC Fredericia langt mere skrøbelige. Men der skal til at ske noget med Hobros offensive evner. På den lange bane er det for primitivt at spille den form for fodbold, som Hobro magter lige nu.
Martin Thomsen får det optimale ud af sit materiale, men Hobro skal finde flere måder at score mål på, ellers er det blot et spørgsmål om tid, før DS Arena bliver til et 2. divisionsstadion.
For fire år siden var der tre nordjyske hold i Superligaen. Efter sommerferien mødes de måske igen. Denne gang i 1. division.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.