VM i håndbold

Analyse: Nordjyder har vist sig flot frem før VM

En god defensiv er en forudsætning for dansk succes ved VM, og det giver vigtige roller til nuværende og tidligere Aalborg-spillere, mener NORDJYSKEs håndboldekspert Anders Thomsen

Magnus Saugstrup kan både defensivt og offensivt få en vigtig rolle for Danmark ved det forestående VM. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Magnus Saugstrup kan både defensivt og offensivt få en vigtig rolle for Danmark ved det forestående VM. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD:En sejr og et nederlag blev udfaldet af de to testkampe mod Norge, der var det danske herrelandshold i håndbolds sidste forberedelser, inden turen i denne uge går mod Egypten og det forestående VM.

Og kampene viste, at flere nordjyder kan komme til at spille væsentlige roller på Nikolaj Jacobsens landshold.

Den tidligere Aalborg Håndbold-spiller Simon Hald var en af de spillere, der skulle ses an i testkampene blandt andet for at vurdere, hvor han stod efter en lang skadespause. I begge kampe afleverede Hald et virkelig godt indtryk både defensivt, men især offensivt.

I fraværet af coronaramte Henrik Toft Hansen kan han få en vigtig rolle, og det kan Aalborg Håndbolds Magnus Saugstrup også. Han har andre kompetencer end Simon Hald, men han har også vist sig godt frem. For Saugstrup er det desuden en fordel, at han kan bestride rollen som fremskudt i forsvaret, og at han også i Aalborg Håndbold er vant til at stå ved siden af Henrik Møllgaard i forsvaret.

For har de to kampe mod Norge efterladt en rynke i panden, er det på grund af den danske defensiv, der over 60 minutter ikke stod specielt godt. Nordmændene scorede ganske vist en del mål på kontra, men der er også plads til forbedring i forsvarsspillet, og det skal Danmark have styr på.

Henrik Møllgaard er stabilisatoren i det forsvar. Han har længe været en gennemgående figur i den danske defensiv, og han bliver også ved VM den lim, der skal holde den danske midtzone sammen.

Så stor en rolle kan klubkammeraten Nikolaj Læsø langt fra se frem til. Der står mange spillere foran ham i køen, så hvis Danmark ikke rammes af skader, er det svært at se Nikolaj Læsø få nogen stor rolle, men det er til gengæld en rigtig fin mulighed for at få lov til at snuse til det at være en del af en VM-slutrunde.

For Benjamin Jakobsen er rollen endnu mere marginal. Han sad over i begge testkampe og kommer kun i spil i tilfælde af skader, men set med nordjyske briller er det fantastisk, at så mange spillere, der har eller har haft deres gang i Aalborg Håndbold, er en del af det danske VM-hold.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.