Analyse: Storspillende Aalborg-profiler giver grund til dansk VM-optimisme

Et midterforsvar bestående af en nuværende og en tidligere Aalborg-spiller samt Mikkel Hansen i topform giver Danmark et godt udgangspunkt inden onsdagens kvartfinale, mener Nordjyskes håndboldekspert

Henrik Møllgaard og Magnus Saugstrup spillede en fremragende kamp mod Egypten. <i>Foto: Johan Nilsson/AFP/Ritzau Scanpix</i>

Henrik Møllgaard og Magnus Saugstrup spillede en fremragende kamp mod Egypten. Foto: Johan Nilsson/AFP/Ritzau Scanpix

STOCKHOLM:Det var meget opløftende for både nordjyske og danske håndboldfans i al almindelighed at se Danmark besejre Egypten mandag og dermed gøre sig klar til onsdagens VM-kvartfinale mod Ungarn.

Efter særligt 32-32-kampen mod Kroatien tidligere i mellemrunden blev der stillet helt rimelige spørgsmål ved standarden af den danske defensiv, men mod Egypten gav midtzonen med Aalborg Håndbolds Henrik Møllgaard og den tidligere Aalborg-spiller Magnus Saugstrup i den grad svar på tiltale.

Før kampen mod Egypten efterspurgte jeg lidt mere hårdhed fra det danske forsvar, og specielt midtzonen med Møllgaard og Saugstrup formåede virkelig at genfinde de dyder. Samtidig var Niklas Landin tilbage på det niveau, vi forbinder ham med. Det tegner særdeles lovende, hvis det er den danske standard i resten af VM.

I den anden ende af banen var der også gode svar set med nordjyske briller, for Mikkel Hansen ligner en mand, der har fundet topformen. Han spiller næsten fejlfrit, fordeler boldene rigtig godt og har fundet det gode skud frem. 

Mikkel Hansen har under VM lignet en spiller, der er i bedre forfatning end den spiller, vi har set i Aalborg i efteråret. Han virker til at være helt tilbage efter den blodprop, han blev ramt af i foråret, og det må da også glæde Aalborg Håndbold med henblik på de udfordringer, der venter efter VM.

Først handler det dog for Hansen og holdkammeraterne om i onsdagens kvartfinale mod Ungarn at tage endnu et skridt mod at vinde vinde den tredje VM-titel i træk, og det gode er, at det danske hold står der, hvor vi kunne have håbet, at de stod. Landstræner Nikolaj Jacobsen har sin A-kæde på plads, og det bliver den, der skal forsøge at gøre Danmark til verdensmestre igen.

Mod Egypten synes jeg ikke, at Rasmus Lauge lignede en spiller, der er på et niveau, hvor han kan få afgørende betydning for Danmark. Det kommer Niclas Kirkeløkke, Jacob Holm eller Michael Damgaard næppe heller til at få, så det bliver Mikkel Hansen, Simon Pytlick, Mathias Gidsel suppleret af Mads Mensah, der offensivt skal bære Danmark hele vejen.

Mens Henrik Møllgaard og Mikkel Hansen får store roller i de afgørende VM-kampe, er sagen en anden for det tredje Aalborg Håndbold-islæt på det danske hold. Mads Hoxer blev mandag skrevet ud af truppen og afløst af Niclas Kirkeløkke, og det giver god mening for mig.

Vi må være ærlige og sige, at Mads Hoxer ikke greb den chance, han fik. Simon Pytlick og Lukas Jørgensen kom til VM med nogenlunde samme udgangspunkt, og her har vi forskellen på spillere, der greb chancen og en, der ikke gjorde. Det er der ikke nødvendigvis noget forgjort i, for det var også en stor opgave, Mads Hoxer stod overfor. 

I Aalborg har han i løbet af efteråret vist, at han har løftet sit niveau, men det her var måske for stor en mundfuld. Jeg er dog sikker på, at vi ser en Mads Hoxer i en bedre udgave på landsholdet igen i fremtiden, men på den korte bane giver det god mening, at Nikolaj Jacobsen har valgt at skifte Niclas Kirkeløkke ind i stedet. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.