Andreas Christensen kræver tætte kampe lukket tidligere

Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen føler, at han bliver bedre og bedre på Barcelonas mandskab.

FC Barcelona-spilleren Andreas Christensen kunne juble sammen med holdkammeraterne Jules Kounde og Ronald Araujo efter 1-0-sejren ude over Atlético Madrid søndag aften. <i>Juan Medina/Reuters</i>

FC Barcelona-spilleren Andreas Christensen kunne juble sammen med holdkammeraterne Jules Kounde og Ronald Araujo efter 1-0-sejren ude over Atlético Madrid søndag aften. Juan Medina/Reuters

FC Barcelona var flere gange tæt på at smide føringen mod Atlético Madrid søndag aften i La Liga.

Det catalanske storhold holdt fast i føringen og vandt knebent 1-0 over ligarivalen, som fik en afslutning reddet på målstregen i overtiden.

Andreas Christensen var med til at holde nullet, men han har bemærket, at Barcelona for tiden har svært ved at lukke kampene.

- Det er et tema, vi er opmærksomme på. Vi forsøger at arbejde på det. Vi scorer de mål, vi har brug for. Men vi tillader for ofte, at modstanderen bliver i kampen. Vi vidste, det ville blive vanskeligt mod Atletico.

- Det er et svært sted at spille. Der var nogle nervøse perioder. Men vi fik klaret opgaven, og vi er virkelig glade, siger Andreas Christensen til klubbens tv-kanal.

I den seneste ligakamp smed Barcelona en 1-0-føring og spillede uafgjort 1-1 hjemme mod Espanyol.

I midtugens pokalkamp ude mod Intercity fra bunden af den tredjebedste spanske fodboldrække skulle Barcelona ud i forlænget spilletid for at vinde 4-3 efter at have smidt tre føringer i den ordinære spilletid.

Derfor luner søndagens sejr ekstra meget, hvilket Andreas Christensen kan mærke på hele holdet.

- Det betyder meget for os. Stemningen i omklædningsrummet er nødt til at være god, og vi er helt oppe i skyerne og meget glade lige nu.

- Vi spillede en god kamp, selv om der var nogle nervøse øjeblikke og en svær afslutning på første halvleg. Men vi følte os solide, siger danskeren.

Efter en skade i efteråret, hvor han missede otte Barcelona-kampe i træk, er han kommet tilbage og har erobret en stamplads.

- Jeg vokser stadig på dette hold. Det er altid vanskeligt, når man er ny spiller. Det var uheldigt, jeg fik en længerevarende skade. Jeg følte faktisk, jeg havde fået en god start og spillede de kampe, jeg ønskede.

- Så det var sort uheld med skaden. Men nu er jeg tilbage efter VM, og vi har arbejdet meget sammen på træningsbanen. Vi er trygge ved hinanden og tror på hinanden, siger han.

Barcelona topper La Liga med tre point ned til Real Madrid.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden