Angrebstalent redder AaB-point dybt inde i overtiden
Hobro lignede længe vinderholdet i det nordjyske opgør, men til sidst dukkede unge Mikkel Kaufmann op for AaB
Opdateret kl. 17:22
FODBOLD: Søndag eftermiddag spillede Hobro og AaB 1-1 på DS Arena, da angrebstalentet Mikkel Kaufmann reddede et AaB-point i den dybe overtid. Et resultat, der samtidig matematisk sikrer AaB mod nedrykning.
Det var ellers Hobro, der gennem det meste af kampen lignede vinderholdet.
Efter 18 minutter kom den første reelle chance i kampen. Her blev Kristoffer Pallesen spillet igennem af Lucas Andersen, og herfra fandt højrebacken Kasper Kusk på kanten af feltet. Kusk sparkede på mål, men Jesper Rask var klar på stregen.
I næste minut kom Hobro så ind i kampen.
Her blev Jacob Rinne fanget på kanten af feltet, hvor Kasper Pedersen tabte en duel til Mathias Haarup efter en lang bold. Herefter kom Pål Alexander Kirkevold frem og slap Frederik Børstings markering. Derfra kunne nordmanden roligt slå bolden i en blød bue i mål til 1-0 i Hobro.
Artiklen fortsætter under billedet
Efter en halv times spil var Hobro igen tæt på. Martin Mikkelsen slog en lang bold frem, som Edgar Babayan fik fat på. Men Jacob Rinne kom ud af målet til en redning.
I anden halvleg kom AaB bedre ud, og Lucas Andersen kom hurtigt til sin første chance i kampen. Fra kanten af feltet kurvede han bolden mod højre hjørne af mål, men skuddet gik over.
Hobro kom til en stor chance efter en times spil. Men Julian Kristoffersen headede over mål efter et hjørnespark.
Med 10 minutter igen kom AaB til flere muligheder. Først skød Oliver Abildgaard fra distancen, hvor Kasper Pedersen kom i vejen for mål. Derefter fandt Kasper Kusk angrebstalentet Mikkel Kaufmann i feltet, men Jesper Rask erobrede bolden i luften.
I en omstilling blev Sebastian Grønning kort efter sat i spil, da Pål Kirkevold kom til et tværindlæg fra højre. Men den tidligere AaB'er skød over mål.
Artiklen fortsætter under billedet
I overtiden blev Wessam Abou Ali spillet i dybden og chippede bolden mod mål. Men på sidelinjen var Jesper Bøge klar og reddede alle tre point i sidste øjeblik - så det ud til.
Kort efter kom udligningen nemlig, da Kasper Kusks hjørnespark endte i hovedet Pål Alexander Kirkevold. Bolden slog Kasper Pedersen tilbage i det lille felt, hvor Mikkel Kaufmann gjorde det til 1-1.
Dermed er Hobro fortsat på sidstepladsen i nedrykningspulje 2 og har et point op til Vendsyssel.