AaB

Om få dage er denne AaB-spiller gratis

Der er mange spørgsmålstegn i AaB-truppen i disse dage. Et af dem går på, hvad der skal ske med truppens højeste spiller

Anosike Ementa er hemmelighedsfuld omkring sine fremtidsplaner. Han har blot et halvt år tilbage af sin kontrakt med AaB.
Anosike Ementa er hemmelighedsfuld omkring sine fremtidsplaner. Han har blot et halvt år tilbage af sin kontrakt med AaB. Foto: Bente Poder

Opdateret kl. 06:27

AALBORG: Anosike Ementa har ikke just bombet mål ind for AaB i Superligaen. Faktisk har den store angriber stadig sin første ligascoring til gode for nordjyderne. 

Til gengæld har han banket mål ind i træningskampene, når modstanderne har heddet Vendsyssel FF, FC Fredericia og AC Horsens. Altså hold som AaB skal spille mod i den kommende 1. divisionssæson. 

Derfor kan man på Ementas vegne håbe, at den efterhånden lange måltørke slutter i en fart. Det er i hvert fald et ønske, som han selv har.

- Det skal gerne komme nu. Det er ved at være på tide, at jeg får banket nogle bolde i nettet. Det er en anden type hold, vi skal spille mod, og jeg ved godt, at det ikke bliver nemt, men jeg håber, at jeg kan få hul på bylden nu, siger Anosike Ementa.

Han håber, at AaB kan få sat et spilkoncept sammen, som kan skabe de chancer, der skal til, hvis målproduktionen skal forbedres i forhold til den til tider sløje produktion, som holdet havde i sidste sæson.

- Jeg synes, det ligger fint til mig med spillet i 1. division. Det er et andet spil. Måske lidt mere fysisk og på lange bolde, men vi skal jo ikke ændre den måde, vi gerne vil spille på. Så hvis vi gør det godt, så ligger der masser af mål og venter til ham, der spiller oppe foran, siger angriberen, der kan se frem til stor konkurrence om den enlige plads i front.

Milan Makaric og Tim Prica er begge vendt tilbage fra lejemål. De supplerer Ementa, Nicklas Helenius og Marco Ramkilde. AaB har med andre ord fem spidsangribere til én plads i Oscar Hiljemarks 4-3-3-formation.

- Vi er mange angribere, så vi er en del, der skal kæmpe om spilletiden. Jeg vil gøre mit for at vise, jeg skal spille. Jeg havde også en periode i sidste sæson, hvor jeg slet ikke spillede, og der fik jeg kæmpet mig tilbage mod slutningen.

Om Anosike Ementa kommer til at spille, kan måske også afhænge af hans kontraktsituation. Om ganske få dage har han blot et halvt år tilbage af sin aftale med AaB, og så er han fri til at forhandle med andre klubber om et skifte til vinter på en fri transfer. 

- Det er ikke noget, jeg overhovedet fokuserer på. Det overlader jeg til min agent og klubben. Jeg har slet ikke det der i tankerne, så der er ikke så meget, jeg kan sige til den situation. Mit fokus ligger på, at vi er tilbage til en ny sæson, hvor vi skal ud at forsøge at vinde en masse kampe, siger Anosike Ementa, der altså ikke gør os meget klogere på sine overvejelser om fremtiden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden